“Det hoved får vi ikke ind igen”

Det var lige efter midnat, da vi ankom til fødemodtagelsen sidste fredag. Vi havde diskuteret derhjemme, om afstanden mellem veerne var passende og om de mon var stærke nok til, at vi ville få lov at blive på hospitalet.

Min første fødsel var rigtig god, bortset fra at jeg blev tvunget til at køre frem og tilbage til hospitalet to gange på samme aften – den ene af gangene med presseveer. Så det var meget vigtigt for mig at undgå sådan et forløb igen. Heldigvis var den jordemoder, som undersøgte mig enig i, at jeg godt kunne blive. 4 cm åben og der var godt smæk på veerne. Peww!

Klokken 00.30 blev vi lukket ind på fødestuen. En sød jordemoder spurgte, om der var noget særligt jeg ønskede mig. Et lavement f.eks.? Et karbad? Jeg sagde ja til begge dele. Jeg nåede ikke at prøve klyx ved min første fødsel – så jeg var spændt på, hvad det ville gøre ved oplevelsen. For jeg havde hørt meget om det til fødselsforberedelsen.

Nu har jeg så prøvet det, og det gik ned på denne måde: Jeg fik sprøjtet stadset op i nummi, herefter havde jeg to veer de næste 4 minutter, samtidig med den der lækre følelse af, at jeg var på vippen til at få eksplisionsdiarre ud over hele lokalet.

Jeg nåede kun lige ud på toilettet. Havde igen to kamphårde veer, mens jeg sad på potten og senere stod desperat og ledte efter knappen, der kan trække ud. Den var pist forsvundet, og jeg kunne knap stå op. Min mand stod på den anden side af døren og spurgte bekymret, om han skulle komme ind. Jeg brølede i mellem mine ve-støn “NEEEJ!”, mens jeg febrilsk ledte efter den fucking knap og en form for værdighed. Jeg fandt knappen.

Jeg fik med besvær bevæget mig de tre meter fra toilettet hen til sengen. Som jeg nu stod og tog en ve mere opad. Jordemoderen bad mig stå på flad fod i stedet for på tæer og sagde, at jeg måtte sige til, hvis jeg fik ve-trang.

“TIL-TIL-TIL” fik jeg sagt, mens jeg konstaterede, at det var umuligt at stå på flad fod. Jeg forsøgte med min vanlige ynde at kravle op i sengen og kunne godt se, at karbadet nok ikke blev relevant. Jordemoderen gav mig ordre til at gispe og undlade at presse. Min mand fik ordre til at trykke på alarmknappen. Der skulle være en assistent, når barnet kom ud.

Jeg råbte noget med, at jeg ikke kunne lade være at presse, at det gjorde fucking ondt, og at jeg var ved at skide i bukserne. Alt i mens jeg tænkte, at det her kunne jeg ikke overleve i en time. Jordemoderen spurgte, om jeg havde særlige ønsker til fødslen. Jeg råbte, “neeeeeeeej, han skal bare uuuuuuuud!”.

Splask. Vandet fossede ud over sengen og jeg kunne mærke mine fødder blive våde. Og jeg hørte jordemoderen sige de vidunderlige ord: “ja, det hoved får vi ikke ind igen”.

Ganske rigtigt fire-fem veer eller ca 10 min efter eksplosiv diarré ala klyx, så var lillebror på maven af mig.

Jeg var fuldstændig smadret og havde den der følelse af, at en damptromle havde kørt igennem mit underliv. Plus dødsangsten havde lige nået at banke på. Så den lykkelige forening af mor og barn var det ikke fra første færd. Men jeg drog dog et lettelsens suk. Gudskelov for at det gik så stærkt, og for at han havde det godt.

Herfra gik der så 3 timer med at ligge nøgen (med et lille tæppe jovist) på en briks for at blive syet og tjekket. Og spise ristet brød og drikke rød saft, som det jo hører sig til. Imens jordemoderen sad med nål og tråd, begyndte hun en længere salgstale for hjemmefødsel af en evt 3er. Stærk situationsfornemmelse.

Kl 5 var vi hjemme i vores egen seng igen. Ahhh, alt åndede fred og ro. Vi gik alle tre ud som et lys. Mor, far og Hartvig*.

*Navnet foreslog Louise i en kommentar til dette indlæg. Mange tak for det og alle de andre gode forslag. Det hjalp os meget i navnejagten.