Er det pøbelaversioner eller god smag?

group on people inside building

Siden jeg forlod folkeskolen og begyndte at bevæge mig op gennem uddannelsessystemet, har jeg fået en voksende oplevelse af “ikke at høre til”. De kulturelle referencer bliver mere og mere ekskluderende. Som en der er vokset op i en familie, der har taget på samme sommerferie hvert eneste år – og hvor årets tur til Bonbonland var et højdepunkt, så er jeg ikke opdraget til at være en sofistikeret kulturforbruger. Jeg går sjældent i teatret, jeg rejser ikke specielt meget, og jeg hører hverken opera eller ser ballet.

Problemet opstår, fordi jeg efterhånden kun omgås mennesker – som er meget mere “fancy pantz” end mig. Det er mennesker, som går i teatret og på museer. Læser bøger på altanen med et glas rosé i hånden. De går til vinsmagning og jazz-festivaller. De elsker at blive overrasket af “skøre internationale koncerter” på Roskilde Festival. Grøn Koncert og Skanderborg festivallen ville de aldrig sætte deres ben på. Og Shu-bi-dua er alt for provinsielt.

Jeg kan love jer for, at jeg føler mig som den vildeste basic-bitch, når “vi” taler om nyeste udstillinger og koncerter over frokosten. Nu er jeg endda også tre-fire gange blevet konfronteret med mennesker i min omgangskreds – som enten lige har været eller gerne vil til Iran. Iran?!?!

Som den uvidende bonderøv jeg er, har jeg været nødt til at google, hvor landet præcist lå, og hvorfor min umiddelbare reaktion på Iran som rejsedestination er: HVORFOR?

Jeg kan fortælle til mine fellow-bonderøve derude, at Iran er et lille lækkert land klemt inden mellem bl.a. Irak, Pakistan, Afghanistan og Aserbajdsjan – hvilket jo i sig selv er en lækker region. Udenrigsministeriet anbefaler, at man passer på, når man er i landet, fordi ok stor risiko for terroer og:

“Iran er et muslimsk land, hvor islamiske regler strengt følges. Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort. Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, som ikke er gift med hinanden, er ulovlige og straffes. I visse tilfælde idømmes dødsstraf. Hoteller kan nægte ugifte par at dele værelse. (Homoseksualitet er selvfølgelig også forbudt).

I Iran er der nogle meget vigtige krav til påklædning. De gælder alle offentlige steder. Kvinder skal bære ”mantou”, bukser til anklerne og hovedtørklæde. Mænd bør undgå shorts og t-shirts uden ærmer. Du kan risikere chikane og anholdelse, hvis du ikke respekterer det. “

Derudover er der selvfølgelig det ekstra lille twist med, at Trump fiflede med ideen om et luftangreb på landet, fordi Iran har skudt en amerikansk overvågningsdrone ned. Overvågning, man bla. har, fordi landet er i gang med at skaffe sig en atombombe.

Så rigtig afslappende lyder Iran ikke. Men hvad ved jeg? Der er også flere i min omgangskreds, som har været/vil til dødsdiktaturet Nordkorea. Og set i det lys, så er Iran jo et mainstream valg. Min mand anførte, da jeg råbte op om, at verden var blevet vanvittig, og hvad fanden er der nu i vejen med Gran Canaria: “Jamen, Iran skulle være et meget gæstfrit land“. MEN DET ER DER SGUDA MANGE LANDE DER ER?!?!

Så hvad vil jeg egentlig med denne her lange smøre om Iran? Jo, altså – det handler ikke om Iran i virkeligheden. Det handler om smag. Det handler om social kapital og klassetilhørsforhold. Det handler om, at man kan bruge sin gode smag til at vise, at man andre (fx mig) overlegen. At man er worldly og vidende. At man kommer ud – og at man har så meget overskud, at både svært tilgængelig litteratur og lande ikke er en hindring. Selvom det sikkert ikke (bevidst) er hensigten, så er det en magtdemonstration. And I don’t like it!

Jeg hviler for det meste i – og dyrker måske også en lillebitte smule – min egen proletar-identitet. (Hvilket også kan kamme over til det patetiske, for jeg har trods alt en kandidatgrad og et rækkehus, og jeg elsker Immanuel Kant og tapas). Men måske det bare giver mig lige tilstrækkelig med kulturel kapital til at opdage, at jeg ikke hører til i de her luftlag, hvor man lytter til moderne jazz, rejser jorden rundt og går på vinbar hver uge.

Men hvor hører jeg så til? Og hvad gør man, hvis man er ved at blive træt af at føle sig som en idiot og/eller tilgå alt kulturforbrug med en ironisk distance?