Om at holde ensomheden for døren

“Jeg er i chok!” sagde min mand, da jeg ringede fra Ikea igår og spurgte, hvilket bord jeg skulle købe til vores køkken. Jeg var uforstående. I chok over hvad dog? “Over at du hele tiden SKAL lave noget. Slap nu af!“.

Det kan undre mig, at det kommer bag på ham, når vi nu efterhånden har været sammen i 14 år. Det er ikke et nyt karaktertræk fra min side. MEN han har ret i, at der er noget chokerende ved, at projekterne skal være så mange og så relativt store. Jeg har sat 1-2 timer af om dagen til at ligge ned og aflaste mit bækken. Resten af tiden har jeg brugt på at stæse rundt.

Efter først at have læst dette glimrende indlæg fra Idabida, hvor hun fortæller om at savne sine veninder, og herefter at have læst Meyermors (noget tungere) indlæg om social arv og ensomhed som evig følgesvend og ens eget ansvar for at kæmpe i mod den, indså jeg, at den overdrevne projektstyring af nogle få ugers frihed i virkeligheden er et forsøg på at holde ensomheden for døren og mindske savnet til livet uden for barselsboblen.

Jeg iler afsted til mærkelige ærinder, fordi alle andre opnår ting i dagtimerne. Får ting fra hånden. Går på job. Jeg kan ikke rigtig holde tanken ud om at aflevere barnet i institution og så sidde på sofaen hele dagen (og jeg kan heller ikke holde ud at være sammen med barnet hele dagen). Projekterne giver mig noget at fortælle til andre og giver mig mulighed for at skelne dagene fra hinanden.

Jeg sidder for tiden i min sofa med en følelse af, at jeg skal ind og brumme den. Eller i hvert fald afsone med fodlænke. Man får ikke opnået ret meget andet end at holde et barn i live (hvilket også er prisværdigt, I know), når først baby kommer. Så jeg prøver at opnå et 1 års værdi af praktisk arbejde i de næste 5 uger. Så det er jo klart, at jeg har travlt.

Idet man i udgangspunktet ikke kan se sine venner i dagstimerne (hvor de jo går på arbejde), og mine aftener er lige så pressede, som de hele tiden har været (og jeg i øvrigt er træt og ude af stand til at tage del i festligheder), så synes jeg faktisk, at det virker fornuftigt ikke at dvæle ved den triste følelse af at være uden for. Jeg vil hellere tage del i den del af livet, som er tilgængeligt for mig lige nu.

Det er ikke prangende, men det er okay.