Jeg har læst en bog

Morten Münster har gjort det igen. Skrevet en både morsom, lærerig og vigtig bog.

Denne gang handler det om, hvordan man laver forandringer, som faktisk ændrer noget. Han kommer igennem en lang række forskningsresultater, som underbygger, at vi på lange stræk forsøger at lave forandringer på tåbelige måder.

Det er noget virkelig rart at læse en bog, som giver perspektiv og underbygger den fornemmelse, som jeg ofte har på min arbejdsplads: Vi løber rundt og forsøger at lave store reformer og gennemgribende regelændringer. Men reelt ændrer vi meget lidt. Til trods for meget store anstrengelser.

Bogens store kæphest er, at “hvis du vil forandre dig mere, skal du forandre dig mindre”. Hvormed han mener, at hvis du har gang i 100 forandringsspor på en gang, så vil ingen af dem lykkes. Det gælder for organisationer – og det gælder for mennesker.

Det gode ved denne bog om organisationsforandringer, er det det egentlig også føles som føles som dyb menneskelig indsigt. Jeg kan heller ikke forandre mig, hvis jeg har for mange spor i gang på én gang.

Bogen har en hel masse guldkorn omkring ting, som jeg som embedsmand hele tiden støder på: 1) Overoptimisterne belønnes for deres kådhed, men opnår sjældent deres mål, 2) jo flere man er om at løse en opgave, jo sværere bliver det, 3) fuld kapacitetsudnyttelse er sjældent særlig effektivt.

Altså vi har vel alle sammen prøvet at være fuld belagt med opgaver. Det er ikke særlig rart, og jeg når i hvert fald aldrig at prioritere mine opgaver rigtigt. Det er mere at løse det første, som popper frem. På min mail, på min telefon i mit hoved. Han bruger ganske meget energi på at vise, at det mest effektive system har altid mennesker ansat, som ikke laver noget. At fuld kapacitetsudnyttelse er død ineffektivt.

Jeg håber, at bogen kan medvirke til, at vi begynder at forstå, at vi er nødt til at have slack i systemerne, hvis de skal fungere effektivt. Det bliver aldrig sagt højt. Der skal altid spares 2 pct. Der kan altid skæres lidt mere ind til benet.

Men historien om kvinder i aktiv fødsel, der bliver sendt tværs over Sjælland med i en taxa vidner om, hvorfor der aldrig må være fuldt booket på hospitalerne. Systemet har simpelthen fejlet, hvis der ikke er plads til alle fødende, der er tilknyttet til et hospital. Så har man skåret for langt ind til benet, og nu er opgaveløsningen hverken effektiv eller forsvarlig længere. De prioriteringer der skal foretages er lige så gennemtænkte, som når jeg sidder og shuffler i blinde mellem regeringssager, borgersvar, telefonopkald og mailbesvarelser.

Münster har nogle fascinerende regnestykker, der underbygger den påstand. Men grundlæggende er pointen blot, at vi skal huske, at den forudsætning for smidige og agile organisationer er medarbejdere, der ikke har opgaver til 100 pct. af deres arbejdstid. Der er rart at vide, de dage hvor jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke har opgaver til en hel dags arbejde.

Bogen er virkelig anbefalelsesværdig. Både for visdom og for grin. Jeg vil unde alle at læse kapitel 8, hvor Randers’ bud på deres mission/vision/DNA/osv bliver hudflettet og udstillet for, hvad det er: total nonsens.

På et tidspunkt siger Münster noget, som er så simpelt, men også så genialt: “For at kunne ændre adfærd, skal man kunne føre en meningsfuld samtale om den”.

Guderne må vide, hvor mange voksne mennesker, der hvert år bruger ugevis på strategi-værksteder for at definere deres organisations “kerneværdier”. Et setup hvor den meningsfulde samtale som regel glimrer ved sit fravær.