All you need is love!

red and black motor scooter on open field under clear blue sky

“Ingen elsker Lone Frank” er en podcast om kærlighedens væsen, som jeg gerne vil  anbefale jer at lytte til.

Udgangspunktet er, at Lone Frank (videnskabsjournalist på Weekendavisen) for fire år siden mistede siden sin kæreste gennem 13 år. Til hans bisættelse  går det op for hende, at nu er der ingen tilbage i verden, som elsker hende. Det er et hårdtslående udgangspunkt for en fortælling. Men på en eller anden måde lykkes det Lone Frank at lave en serie om et sårbart og personligt emne, men på en professionelt, videnskabelig og samfundsrelevant måde.

Hun går i kødet på en problemstilling med spidset pen og en nysgerrighed, som jeg synes er beundringsværdig. Hun vil have svar et vigtigt spørgsmål – kan vi leve uden kærligheden?

Som titlen i dette indlæg måske afslører, så kan vi ikke leve uden kærlighed. En sandhed de fleste af os nok har erkendt på et mere eller mindre bevidst plan allerede. Så det interessante i hendes fortælling er ikke konklusionen, men hendes afdækning af, hvad kærlighed er, hvordan sorg er et udtryk for både mangel på og overflod af kærlighed og endelig hvordan kærlighedsrelationer opstår, dyrkes og vedligeholdes.

Serien berører kærlighed som forelskelse, forældre-barn-relation, venskab og manglen på kærlig – håndteringen af sorg. Hun belyser problemstillingen ved at tage udgangspunkt i hendes egne oplevelser ved interviews af nogle af verdens førende kærlighedsforskere. Det er et genialt koncept, som gør forskningen ekstremt (ved)rørende.

Jeg var særligt optaget af episoden om venskaber. Det viser sig, at mennesker i gennemsnit har tre tætte venner. De kommer oftest fra deres studietid og de hjælper sjældent med praktiske ting. (Nogen – udover mig – der føler sig gennemskuet her?) Venskab opstår kun sjældent på tværs af etnicitet, alder og køn. Homogenitet er værdsat i et venskab, fordi det giver grundlag for identifikation og samhørighed.

Netop identifikationen mellem ens venner gør desværre også, at det er  hyppigt forekommende, at ens venner ikke “er der”, når man mister nogle tæt på en (selvom der er strenge kulturelle normer for, at det bør man). Som ven holder man sig somme tider på afstand, fordi man ikke bryder sig om den uhyggelige identifikationsfaktor, som der uundgåeligt opstår, når nogen, der ligner en selv, har mistet en kæreste, barn eller forælder. Det kunne jo have været en selv. Det kan også være den anden side af identifkation, at et stort tab gør, at et venner ikke længere forstår hinanden, som de gjorde før.

Jeg synes hele serien minder en om, at vi oftere burde se på menneskeheden mere som en art end som en samling individer, fordi det  åbner vores øjne for, hvorfor vi nogle gange opfører os mærkeligt over for hinanden. Det gør det lidt lettere at forstå.

 

 

 

Mafiametoder og søvntræning

sleeping baby on gray cushion

Det er nok ikke gået mange forældres næser forbi, at der pågår en ret heftig debat omkring brugen af “Godnat og sov godt”-metoden. Nu har jeg – som de fleste andre formentlig – heller ikke læst bogen, men den overordnede diskussion går på, om børn under nogen omstændigheder må “græde sig selv i søvn”.  Så det er alene det, jeg forholder mig til.

Søvntræning kan have mange ansigter – og det er slet ikke alle, som jeg vil stå på mål for. Men jeg synes, at det er hysterisk at påstå, at børn får varige mén af, at deres forældre lader dem græde i afstemte tidsintervaller (fx. 15 min af gangen) i få dage (typisk 2-3 dage), hvor man træner, at barnet lærer at “trøste sig selv”, når det vågner op om natten.

Jeg har selv anvendt metoden et par gange, når Huberts søvn er stukket helt af. Konkret taler vi om, at vi ikke har fået lov at sove, fordi han har grædt i timevis i løbet af natten og har været utrøstelig. Uanset om vi var der eller ej. Vi startede selvfølgelig også med at vugge, kysse, amme, klappe, hoppe på bold, synge og hele det show, som forældre ruller ud for deres børn af ren og skær kærlighed. Det hjalp bare ikke. Han skreg og skreg og skreg.

Så prøvede vi os forsigt frem med denne metode, efter han var fyldt 3 måneder. Og guderne skal vide, at vi diskuterede det rigtig meget. Jeg var klart på “soft-on-crying”-holdet, fordi jeg som mor oplevede, at hele kroppen kunne knuge sig sammen, når baby græd. Men det magiske skete, at efter to dage var der væsentlig fremgang. Hubert faldt hurtigere i søvn, var mere rolig og sov i længere tid. Vi sørgede selvfølgelig for undervejs, at hans behov var opfyldt, og at han ikke var til fare for sig selv. Helt lavpraktisk gik vi ind til ham efter afstemte intervaller (først 10 minutter, så 15 minutter og sidst 20 minutter) og når vi gik ind til ham, brugte vi 1 minut på at prøve at trøste ham (give ham sutten, ae ham, putte ham på ny), hvorefter vi gik igen.

Vi gjorde det, efter vi havde læst intenst på the science of mom  bloggen,  hvor en kvinde med en ph.d. i neurobiologi har læst sig igennem forskning på børneområdet og gennemgår resultaterne letlæseligt. Hun præsenterer (og henviser undervejs til) forskning, som viser at metoden er effektiv og ikke skadelig (heller ikke på længere sigt).  Ligesom hun gennemgår den kritiske forskning. Jo, børn er selvfølgelig mere stresset, lige når det står på, men på længere sigt gavner det barnet, da metoden reducerer gråd og forbedrer søvnen markant.

Jeg var derfor overrasket over, at der opstod en folkebevægelse, som hævdede, at jeg havde misrøgtet mit barn. Jeg forsøgte at gå lidt ind i debatten på et opslag på facebook, men der var ikke den store forståelse for, at der var andre måder end samsovning, der kunne sikre børn en tryg sove-oplevelse. Jeg fik alene bemærkningen “du har ret til at mene, hvad du vil, men jeg vælger at give mit barn tryghed og omsorg” og “mit barn sover faktisk heeeeele natten” og endelig vinderen “VILLE DU MÅSKE GERNE GRÆDE DIG SELV I SØVN HVER AFTEN, HVA HVA HVA?!”.

Jeg har sgu også forsøgt mig med samsovning. Jeg er slet ikke så ensporet. Hvis Hubert sov, når vi sov sammen, så kan jeg love jer for, at det var det vi gjorde. Det gør han bare ikke. Han leger, pjatter, sparker og river sin mor i hovedet (med mindre han er syg, så går det ok). Jeg ville elske at sove sammen om natten. Top hyggeligt omend upraktisk.

Jeg tror ikke på, at én metode får os hele vejen. Vi må spille på flere heste. Det gør vi i hvert fald herhjemme – og nogle ting virker nogle gange – men intet af det vi har prøvet virker hver gang. Jeg ville bare benytte lejligheden til at sige “is på”. Dit barn har ikke lidt overlast, hvis du har forsøgt at lære det at trøste sig selv. Metoden står ikke i modsætning til at skabe gode, trygge og faste putterutiner. Den fungerer jo klart bedst, hvis den kombineres med andre effektive metoder, f.eks. sut og regelmæssighed.

Men det er klart, at hvis dit barn sover ret godt i forvejen, så har du nok ikke  brug for denne metode. Hvis du samsover, så giver det heller ikke den store mening (for du er der jo alligevel). Men jeg vil gerne opfordre til, at man kan rumme, at vi er nogle forældre, som har været nødt til at tænke lidt ud af boksen, for ikke at alle skal græde sig selv i søvn forevigt.

Og det giver altså ingen mening at hævde, at børn lider overlast af metoden baseret på studier af børnehjemsbørn (der er nok en del andet, end cry-it-out på spil her) eller at påpege eller at børns gråd er deres eneste måde er kommunikere på, og vi altid skal reagere på gråden. Metoden opfordrer jo ikke til, at du aldrig reagerer på gråden. Den opfordrer til, at du forsøger at reagere systematisk i en periode og give barnet en chance for at lære at håndtere adskillelse (og hvad der ellers foregår i babys hoved).

Lidt ligesom man lader sig barn prøve at tage tøj på selv, selvom det giver anledning til arrigskab og frustration. Der er nogen ting, som vi skal lære, som kræver både blod, sved og ja tårer. Og man kan godt være en god, kærlig og omsorgsfuld forælder, selvom man søvntræner sit barn.

Jeg vil derfor opfordre til at være lidt mere rummelig over for andre menneskers forsøg på at deres børn til at sove. God nat derude – jeg håber, at I får lov at sove godt.

 

Den falske polterarbend

Der er flere måneder siden, at en besked tikkede ind med ordene: Book den 28. juli !  Der fulgte ingen beskrivelse af arrangementets anledning, indhold eller længde. Jeg skulle senere erfare at mine alletiders studieveninder i en brandert havde udtænkt en g-e-n-i-a-l plan: Vi skulle holde polterarbend uden et bryllup som anledning – bare for at fejre os selv.

Jeg vil opfordre alle til en lave en lignende dag for jeres venner. Det var simpelthen toppen af skæg af ballade og meget bedre end nogen rigtig polterarbend kan blive, fordi: 1) Vi var en lille gruppe på fem mennesker, som kender hinanden godt, 2) der var ikke en bride-to-be, som skulle have en time-of-her-life (det er jo alt for meget pres at lægge på en person eller fest), og 3) vi skulle ikke finde events der kunne spænde på tværs af en meget forskelligartet samling af mennesker.

Hermed vores opskrift på en alletiders falsk polterarbend lige til at kopiere:

Kl. 11.00 MORGENMADEN: Vi mødtes ved torvehallerne, hvor der blev købt kaffe. Alle have forskellige ingredienser med til en brunch: Æg, bacon, brød, smør, ost, bobler, frugt og service. Vi satte os i Ørstedsparken og dækkede op til brunch.

Kl. 11.30 UNIFORMEN: Vi begyndte vi at lave vores uniform i fællesskab. Den bestod af en lyserød hula-blomsterkæde (med lys!) og hvide toppe fra H&M, hvor vi hver især tegnede på hinandens. Penis var et gennemgående tema, men alle trøjer havde forskellige personlige detaljer. Alle tegnede på alles.

Kl. 12.45 ESCAPE ROOM: Vi havde booket et ”mysterium” hos en af escape rooms udbyderne i nærheden af Ørstedsparken. Mysteriet var noget med en gammel munk, som vi skulle finde ved at løse en masse koder i fællesskab. Det var virkelig sjovt. Vi mødte en herrepolterarbend på stedet, som ville høre hvem bruden var – her gjaldt det om hurtigt at nævne navnet på en af de andre, som så kunne få lov at fortælle om det forestående bryllup. Vi kom ret mange forskellige scenarier igennem i løbet af dagen.

Kl. 14.00 SOL, QUIZ & ØL: Vi kørte afsted på vores cykler mod Operaen, hvor der er nogle store (for tiden gule) græsarealer, hvor vi spillede kongespil, drak øl og hoppede i havnen. Der summede af ”summer in the city” på den helt skønne København måde. Der var en af damerne, der havde forberedt et par quizzer:

  1. Mundaflæsning: En person får høretelefoner på og hører Ramstein på fuld smadder. En anden person får et ord, som hun skal få sin makker til at gætte ved mundaflæsning. ”R-O-U-G-E” blev til ”Ulden?”, ”yver?” ”Rusten?”, ”Ryge?”.
  2. Tip13: Klassikeren inden for selskabsquiz. Vores tema var kærlighed (det var jo trods alt en falsk polterarbend), så spørgsmålene gik på, hvornår ægtepar var lykkeligst, hvor meget større risikoen er for skilsmisse, hvis man bor i lejebolig osv osv. Rigtig lærerigt og skægt.
  3. Side 9 fyren: Jeg ved ikke om fyren faktisk også hører til på side 9, men altså mandeudgaven af side 9 damen. Vi fik her to billeder af side 9 mænd, hvor vi skulle gætte, hvad de havde svaret på de personlige spørgsmål, som jo hører sig til (højde, alder, civilstatus, tre ting på en øde ø, ting du tænder på – og andre ting i den dur). Vi fik fire svarkategorier (klippet ud i papir), og skulle nu gætte, hvem der havde sagt, hvad.

TWIST: De overskydende svarkategorier viste sig at være min mand og min veninde kærestes svar på de samme spørgsmål. Så da vi var færdige med side 9 manden, skulle vi nu gætte, hvad ”vores” mænd havde sagt. Selvom min mand havde svaret ”Min telefon, min søn og internetforbindelse” til spørgsmålet om, hvad han ville bringe med på en øde ø (HVAD MED MIG?), så var jeg flad af grin.

Kl. 18.00 AFTENSMADEN: Vi kørte til kødbyen og spiste på John’s Hotdog Deli. De fire andre fik hotdogs med rigeligt tilbehør, hvor jeg valgte bøfsandwichen, der svømmede i sovs og kærlighed med en tilhørende en rød sodavand. Det var lige, hvad jeg trængte til efter 7 timer med øl og bobler.

Kl. 19.00 MUSIKBANKO: Vi valgte at runde dagen af i Absalon Kirken (som jo altså ikke er en rigtig kirke mere), hvor der var arrangeret musik-banko med internationale hits. Udover at servere urimeligt billige drikkevarer, så var det her koncept utrolig sjovt. Man købte sine plader på forhånd, hvor der var navne på store internationale hits. De spillede et nummer (et par minutter af hver), og når man så havde en række, to rækker eller fuld plade fik man banko. Vi vandt ingenting, men der blev danset, svedt og skrålet med. Så det føltes ret meget som at vinde alligevel.

Ved midnat trillede jeg glad og fuld afsted mod stationen velvidende, at om seks timer stod der et lille barn, der gerne ville tale med sin mor. Jeg ved godt, at der kommer til at gå lang tid, før jeg kan deltage i en lignende fest igen, men det var virkelig skønt, så længe det varede.

Man skal huske at springe ud af hamsterhjulet ind i mellem, selvom man får børn, som gør at det egentlig er helt vildt upraktisk. Hamsterhjulet er kendetegnet ved, at man gentager de samme aktiviteter i et væk uden at komme nogle vegne. En falsk polterarbend bringer måske ikke en meget videre, men jeg får i hvert fald en berusende følelse af frihed, når man nogen gange gør noget ”bare fordi det er sjovt”.

Hvis du skal planlægge en rigtig polterabend kan du selvfølgelig også bruge ovenstående plan. Se også mit indlæg med gode tips til planlægning af en polterarbend.

Er det overhovedet sjovt?

Da jeg var på vej hjem fra job i dag, stødte jeg på single.dk’s seneste reklame, der ser sådan her ud:

Jeg tænkte umiddelbart, at det var en ret skæg reklame, som gik til grænsen af, hvad man kan tillade sig at sige til folk. Den falder ind under kategorien »funny ’cause it’s true«.

Men ville jeg også synes, at den var sjov, hvis jeg var single og havde ledt efter kærligheden i flere år uden held? Havde datet flere idioter, der havde løjet mig op i ansigtet? Ville jeg synes det var sjovt, hvis jeg virkelig gerne ville have børn, men ikke kunne finde nogle at få dem med, fordi fyrene på min alder enten var optagede eller led håbløst af Peter Pan komplekser?

For det må være dem, Single.dk taler til. Dem der er særdeles trætte af at være single. Single.dk er i knæ pga. Tinder. Det eneste single.dk (muligvis) kan tilbyde er, at folk er mere seriøse hos dem (og er det ikke nyt i øvrigt? Var Single.dk ikke gamle dages Tinder?)

Men vil de seriøse kærligheds-jægere finde sig i at blive talt ned til?