Eftertanker #1 om det der arbejdsliv

Love What You Do and Do What You Love poster

Efter mit indlæg Should I stay or should I go,  har jeg med stor fornøjelse læst jeres kommentarer (mange tak altså!). Lina fra SelvSkabet skrev efterfølgende et indlæg om sin egen arbejdsglæde, som gav mig stof til eftertanke:

Som jeg ser det, så skal man flytte sig, hvis man ikke trives. (Lina – jeg hepper på dig!). Og det bør vel også gælde for mig selv. Min veninde sagde, at hun var lidt bekymret for mig og mine tanker om, at ”nissen flytter med”. Det er jeg sådan set også. Fordi det er første tegn på et usundt forhold, at man begynder at internalisere en forståelse af, at man ikke er god nok. Det gælder både, hvis det er din kæreste eller din arbejdsplads, som giver dig den følelse.

Det er usundt at være et sted, hvor man føler sig dårligt tilpas og begynder at tvivle på sin egen værdi. Ikke hermed sagt, at man skal være lallende lykkelig og totalt tilfredsstillet hver eneste evige dag. Slet ikke – men man skal være grundlæggende glad for sit arbejde. Eller altså jeg VIL være glad for mit arbejde.

Det er jo ikke nødvendigvis arbejdspladsen, som skal skiftes ud. (Selvom det er et oplagt sted at starte). Men man bør flytte sig. Det kan være, at man skal beslutte sig for at blive god til noget andet. Starte en uddannelse op ved siden af. Tage et kursus. Blive tillidsrepræsentant. Begynde at blogge. Arbejde på en mere langsigtet karriereplan. Få nogle andre opgaver. Min erfaring er dog indtil videre, at mine forsøg på udenoms-job-aktiviteter ikke har løst problemet.

Det er jo bare pissesvært, når man oven i sin job-utilfredshed har en 1-årig  og en plan om, at der skal komme flere børn. Jeg kan ikke bare lægge en plan for at få det mest spændende job i verden. Fordi det skal være spændende, men også være foreneligt med livet med småbørn (søvnløse nætter, snot i liter vis og mere end almindeligt fravær). Så det gælder altså om at finde det sted, hvor der opnås ligevægt mellem job-spændendehed og tid til et godt familieliv.

Som jeg ser det, har jeg på nuværende tidspunkt tre løsningsmuligheder:

1. Blive gravid hurtigt og holde ud – og måske lære at holde af jobbet. Det giver mig en målstreg og en fornemmelse for formål med det hele. Plus der er mange læge- og jordemoderbesøg. Der giver tiltrængte afbræk.

2. Skifte job til noget, som er liiiige mig fagligt. Det  afhænger af, at der er et nyt job, som er  mig – og at jeg genkender det, når jeg ser det. Og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre det hurtigt.

3. Skifte job hurtigt til noget, som bare behøver at være lidt bedre på nøje udvalgte parametre, f.eks. at ligge tættere på mit hjem, så jeg får mere tid til barnet og mit liv. Her er logikken, at jobbet måske ikke i sig selv er fantastisk, men at det er et bevidst valg om et mindre ambitiøst valg ift. “karrieren”.

Der er formentlig en mellemvej gemt et sted, men jeg synes, at jeg grundlæggende står med en beslutning om, hvornår jeg vil have nr. 2 og hvor godt et job skal være, før jeg vil skifte. Og det frustrerende er, at jeg ikke har frit valg på alle hylder (og det bliver sgu ikke bedre end det er nu. Vi har stort set fuld beskæftigelse i kongeriget. Av!)

Og jeg ved jo ikke, hvad jeg vil. Men jeg må til at komme videre. For jeg vil ikke gå trist hjem fra arbejde hver eneste dag.

Should I stay or should I go?

Der kommer en tid i et hvert menneskes liv, hvor man skal gøre op med sig selv, om man skal blive og kæmpe eller skride og feste. Ellers måske ikke feste – men i hvert fald forsøge at få det bedre et andet sted.

Sådan har jeg det for tiden. Med mit arbejde. Det er faktisk ret nyt mit arbejde , men der er bare mange ting ved det, som generer mig. Jeg er i syvsind, for jeg orker ikke at skifte job (igen ), men jeg orker heller ikke at være ulykkelig og stresset.

Jeg elsker at arbejde med politik, men jeg synes, at det er jævnt svært, når alle mine chefer stopper. Når mine kolleger siger op og nye starter i et væk. Derudover er der det problem, at min funktion som sagsbehandler i et ministerium gør, at jeg føler mig som en postkasse-bestyrer, der bare skubber papir rundt. Jeg skal prøve at gætte på, hvad min kontor-, afdelings- og departementschef ønsker i en sag for slet ikke at nævne ministeren. Det er meget let at fejle i det spil. Det er faktisk det jeg laver hver eneste dag. Trial and error.

Jeg er bare lidt træt af fejl-delen. Jeg kan mærke, at den hiver et hvert initiativ og engagement ud af mig. Jeg er træt af at gætte på, hvad andre mennesker godt kunne tænke sig. For jeg glemmer, hvad jeg egentlig selv ville gøre. Det er en fejl (endnu en). For jeg kan kun være god til mit job, hvis jeg ikke ryster på hånden. Men jeg kan ikke finde ud af det: altså på den ene side at blive rettet på dag ud og dag ind – og på den anden side udvikle en faglig identitet og stolthed.

Jeg er også træt af pendler-tiden. Egentlig kan jeg godt lide at køre i tog. Jeg bruger tiden til at koble af, skrive, tænke, læse og tale i telefon med venner. Det er bestemt ikke spild tid, men det er tid som går fra det dyrebareste – familien. Den er også svær at sluge.

Det lyder selvfølgelig ikke som om, at jeg er så meget i tvivl. Hvis det bare handler om at samle kræfter til at gøre det hele igen. Men jeg kan virkelig godt lide de fleste af mine kolleger.  De er virkelig seje, sjove og gode mennesker. De chefer jeg har lige nu, kan jeg virkelig godt lide. Både som mennesker og som chefer.

Så hvorfor er jeg ikke glad, når jeg går på job? Jeg kan kun svare på det i glimtvis med henvisning til konkrete episoder. Derfor er jeg også bange for, at problemet ikke er med mit job, men med mig. At nissen flytter med – og at jeg vil sidde og være lige så utilfreds med mig selv og mit job et nyt sted.

Så spørgsmålet er om jeg skal blive eller skal jeg gå?

….og i så fald hvorhen?

Om at tabe til biologien og blive en desillusioneret feminist

Før jeg blev mor, havde jeg en lang række dogmer for, hvordan jeg ville være forælder. Det skulle være baseret på total ligestilling mellem mor og far. Jeg fnøs, når jeg læste historier om, at børn kun tærer på deres mors søvn. Når jeg læste, at folk mente at kvinders løngab skyldtes deres egne valg. Og når mænd kun tog 14 dages barsel.

Taberadfærd!

Så fik jeg mit barn. Nu er jeg mere tvivlende. Jeg har sovet flere uger mindre end min mand allerede. Barnet er kun lige rundet 1 år. Uanset hvor progressiv jeg er, så kan jeg ikke vinde over biologien. Amningen tager de første mange måneders ordentlig søvn. Men hvad værre er. Det varer ved.

Selv da jeg startede på arbejde og min mand skulle tage sin del af barslen i 5 måneder (what a hero!), var det mig, der stod op -både om natten og tidligt om morgenen. Hvorfor? Fordi  min krop vågnede før hans. Fordi jeg kunne få baby til at sove langt hurtigere. Fordi jeg havde fundet min måde at gøre det på. Fordi hvis du vil gøre noget ‘rigtigt’, så må du gøre det selv. Og fordi jeg alligevel lå  vågen, når de puslede rundt.

Jeg har det som om, at vi spiller “chicken” – og at jeg taber hver gang. For jeg opdager, at bleen skal skiftes, før min mand gør det. Jeg bemærker, at ungen lugter dårligt bag ørerne eller har lort på tøjet…. før min mand gør det.

Min mand vil naturligvis også vores søn det bedste. Men det går ham ikke på, hvis ungen larmer, lugter eller græder, når vi er ude.  Han går ikke ret meget op i, hvordan ungen fremstår, hvis han ved, at han har det godt. Han er ikke bange for at blive dømt som en dårlig forælder. Har han et sundere selvværd? Hviler han mere i sig selv? Er han bare en dygtigere forælder?

Naaaarh, det vil jeg ikke sige. Jeg vil heller ikke sige tværtimod, men en række forhold betyder, at det er markant lettere at være far:

1. Kravene til fædre er betydeligt lavere. Den halve sejr er bare at møde op og anerkende faderskabet. Mødre bliver testet fra første celle-deling. Drikker de alkohol? Motionerer de nok? Fødte de “rigtigt”? Arbejder de for meget? Og har de valgt at amme? Sover de sammen med barnet?  Lægger de barnet nok på maven? 

Da jeg havde været mor i 24 timer, kom der en dame for at tjekke, om min amme-teknik var i orden. Det er også mig, som får tilsendt links af velmenende familiemedlemmer og venner, om, hvordan man undgår alt fra allergi, motorisk fejludvikling, kvælningsdød og det der er værre.

2. Mødrene tager den størstedel af slæbet i adskillige år (her antager jeg bare, at det stopper en dag, måske tager kvinderne slæbet hele livet?). Hvis baby græd, når vi var ude, så var det jo mig, der fik ham i armene. Mig der vadede rundt og bandede over, at han ikke kunne sove. Jeg har allerede nævnt søvnen, men graviditeten tog også lidt på kræfterne. Min krop er inderligt træt efterhånden.

Og jeg holder stadig styr på alt muligt praktisk lort. Er der bleer? Hvornår barnet skal vaccineres? Hvad med sko og tøj? Det er selvom manden har taget rigtig meget af barselsorloven og er en rigtig god partner og far. Han har utvivlsom også haft det hårdt og knoklet. Han har været helt uvurderlig i processen, men jeg har knoklet mere. Ikke pålagt af ham, men derfor tæller det jo stadig (ik?). Om det er en Johanne-, kvinde- eller mor-ting, ved jeg ikke. Men det er et faktum.

3. Fars opgave de første mange måneder er at passe på mor, så hun kan passe på baby.  Min mands vigtigste opgaver i hjemmet er madlavning, oprydning og indkøb. Virkelig vigtige opgaver, men ikke baby-fikserede opgaver. Det er desuden opgaver, som er kendetegnet ved at være kendte. Han har naturligvis lavet mad, gjort rent og ryddet op i mange år, før vi fik børn. Og det er opgaver, som både kan planlægges og afsluttes. 

Denne type opgaver er alt det modsatte af at være mor; det er nyt,  overvældende, aldrig afsluttet og totalt ude af kontrol. Hvis baby vil have mad, så skal baby have mad NUUUUUUUUU!

Derudover har vi en kulturel kodning, som værdsætter de opgaver, som tilfalder faren mere. Vi synes, at det er imponerende, at man kan gå på arbejde, når den lille sover dårligt (det er i virkeligheden mere imponerende, at du kan være sammen med ungen 24/7 og ikke slå den ihjel).

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bidrager nok til “fællesskabet”, men mest tager mig af baby og mig selv. Men hvorfor opfatter jeg ikke det som en del af fællesskabet at sikre babys overlevelse? Hvorfor opfatter jeg det som om, at babyen var mit projekt, som jeg har ansvaret for lykkes, og min mand helst ikke skal belastes alt for meget af?

Jeg står tilbage som en desillusioneret feminist. Skuffet over at jeg ikke har været i stand til (eller haft lyst til) at distancere mig fra mit barn, men helst bare vil være sammen med ham hele tiden. Nu forstår  jeg godt, hvorfor mange kvinder vælger at gå på deltid for at være sammen med deres børn. Jeg forstår det vitterlig godt. Jeg kan selv mærke en lyst til at tilrettelægge min karriere efter, hvad der er godt for barnet og ikke for mig selv. Den samme lyst kan jeg ikke spore hos min mand (den er i hvert fald betydeligt mindre!). Jeg kan se, at mor og far har to meget forskellige roller at spille i forhold til barnet – og der er altså ikke helt frit valg, når man får en blanding af helvedshormoner, kulturelkodning og fantastisk forelskelse i barselsgave.