No regerts

Fornyligt hørte jeg Anders Langballe sige, at han ikke fortrød, at han nær havde arbejdet sig selv ihjel på tv2 news, som politisk redaktør.

Det lyder fuldkomment tåbeligt i mine ører at sige noget ala “ja, jeg havde nær mistet mit liv, jeg har mistet mit ægteskab og evnerne til at klare spidsbelastninger uden dødsfrygt. No regrets.”

Det undrer mig, at man siger det i samme åndedrag, som man kritiserer en hel branche for deres arbejdskultur. Anders Langballe er langt fra den første person, jeg hører sige noget tilsvarende om valg, som i hvert fald i bagklogskabens klare lys, er indlysende forkerte.

Forklaringen er altid: “jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg ikke havde de her oplevelser med mig“. Men hvor fed en personlig kan man have? Jeg tænker godt, at man kan være en fin fyr m/k uden at være workaholic.

Er det mon noget man lærer at sige hos sin psykolog? Sådan for at slutte fred med kæmpe store fejltagelser. Det må da betegnes som en fejltagelse at være ved at dø af sit arbejde, ik?

Det er bare meget mere troværdigt/meningsfyldt at sige, at man ikke kan gøre så meget ved dårlige valg nu, men at hvis man kunne ville man vælge anderledes. For det er jo det fortrydelse betyder. Et ønske om at man havde gjort noget andet, end man gjorde.

Det første lyder mere som en benægtelse af konceptet fortrydelse. Det er jo for at blive klogere, at man tænker over fortidens fejl (også sikkert også en vis portion usund og skamfuld besættelse af fejltagelser). Så hvis ikke man fortryder nærdødsoplevelser, så er det kun heldødsoplevelser tilbage, og det er fysisk umuligt at fortryde dem.

Det undrer mig, at det sker så ofte, at man arbejder mere, end man har intention om. Bliver grebet med af en stemning om, at ens indsats er spændende, uopsættelig og helt afgørende.

På en måde bliver en meget selvhøjtidelig tilgang til ens arbejde farlig. Man føler sig særlig vigtigt og ens bidrag meningsfyldt.

I det lys kan man sige, at selvironi og følelsen af meningsløshed kan redde liv.

Måske.