Længe siden i grunden….

Det er efterhånden længe siden, at jeg har fået skrevet herinde. Selv om de fleste af jer sikkert ikke har skænket det en tanke, så jeg har tit tænkt på, at jeg skulle til at stikke hovedet op igen. For jeg har savnet at høre fra jer i det her lille fællesskab, som vi har bygget op herinde.

Der lå endda nogle kommentarer, som jeg ikke vidste var kommet – om dramatiske udviklinger i jeres liv – såsom at sige sit job op uden et andet på hånden – og om at ens barn bliver diagnosticeret med kræft.

I det lys bliver de problemer, som vi alle sammen tumler med i forhold til jobtilfredshed og retningen på voksenlivet, små. Livet er mærkeligt på den måde.

Der er nok ingen af jer, som har overset, at Christian Eriksens hjerte stoppede med at slå for en kort stund under lørdagens kamp mod Finland. Jeg så kampen med mine børn og mand. Jeg blev – ligesom mange andre – meget berørt og bekymret, da Simon Kjær løb over banen og kaldte samaritterne hen, da kampen blev suspenderet og en kommentator sagde noget ala “han er helt død i øjnene” – og man bag muren af holdkammerater kunne ane hjertemassagen var i gang.

Der er sagt og skrevet mange ting om den episode allerede. Det er nok også dækkende for mine trivielle betragtninger. Det var bare en stærk og ubehagelig påmindelse om, hvor skrøbeligt vores liv egentlig er. Og hvor hæsligt det er, at livet kan slutte om et øjeblik. Hvad enten det er et hjertestop, en vanvidsbillist eller sygdom. Vi ignorerer alle sammen livets skrøbelighed i det daglige, fordi det vilkår, at vi alle sammen skal dø, ikke er til at holde ud.

Jeg sad selv den lørdag aften efter Eriksens kollaps og lagde en eller anden håbløs regeringssag op for tredje gang med ordene til mine chefer: “Hvis vi kun havde én dag tilbage at leve i, så var der næppe nogen, der gad læse den her sag for tredje gang“. Det er let at blive dramatisk, når man har været vidne til et ungt menneske dø og blive genoplivet.

De her situationer giver os tunnelsyn. Hvor alt andet er lige meget.

Jeg var til et oplæg med Olga Ravn for en måneds tid siden, hvor hun talte om det “dybe liv”, som vi kom i kontakt med, når vi oplevede fødsler, sygdom og død. Hvor man kom i berøring med en dybere forbindelse til mennesker, der har levet før og mennesker, der kommer til at leve efter os. Hvor alt det andet shit, vi går rundt og bruger tiden på forekommer som små ligegyldige krusninger på et meget meget stort hav. Det begreb gav genklang hos mig. Men jeg kan ikke fastholde følelsen fra de her situationer. Det er nok ikke meningen, at man skal det. For nogen skal jo gå op i, hvad vi skal have at spise – og hvem der parkerer ulovligt.

Det var egentlig planen, at jeg ville liste en masse ting, som jeg havde lavet siden sidst – men det må blive en anden dag.

Det er rart at være tilbage.

Jeg har en høne at plukke med dig!

Kære univers

Nu har jeg gennem flere måneder forsøgt at keep my cool. Når du smider citroner i hovedet på mig i form af –  cykler der falder fra hinanden, gulvvarme der ikke virker, mærkelige el-installationer og biler der går i stykker. Hvad gør jeg så? Jeg laver fucking lemonade! Eller hvad man nu kan lave med olieindsmurte hænder og en hverdag, der går op i limningen, fordi transportmidler og huset falder fra hinanden (eller måske ikke lige frem falder fra hinanden, men her er lidt koldt og mørkt i udvalgte områder).

Senest har min cykel skrantet. Først lød den som om, den gerne ville have lidt olie. Jeg gav den olie. Hvad gjorde cyklen? Som tak for tjenesten opfandt den et nyt problem. Nu begyndte kæden at knase og ‘køre over’, når man trådte hårdt i pedalerne. Dvs. Når jeg skulle starte den, køre op ad bakke eller i stiv modvind. Tak for lort.

Jeg skiller cyklen ad og bestiller en ny kæde og nye tandhjul på cykelgear.dk (dejlig dejlig hjemmeside, men det er beside the point). Jeg cykler på min mands halvflade cykel, som er ved at slå mig ihjel, fordi den er for stor og gummihåndtagene falder af, mens man cykler. Og nu har jeg brugt min søndag formiddag i regnen  med min far blot for at konstatere, at vi ikke selv kan få skilt cyklen tilstrækkelig ad til at fikse den.

Nu er det krafteddermame nok, kære univers. Jeg har nu en cykel, der er splittet ad til atomer, en masse reservedele og en følelse af at være en kæmpe idiot. Hvis jeg havde smidt penge efter problemet fra starten af og ikke udvist så fandens meget initiativ – så stod jeg jo ikke her. Hvornår belønner du folk for at gøre forsøget i stedet for at grine hånligt?

Ja, jeg spørger bare.

I morgen kan du tro det slutter. Så kører jeg ikke i Bauhaus tirsdag aften for at fikse køkkendøren, eller forsøger at fikse gulvvarmen selv. NEJ. Jeg vil forholde mig passivt og afventende, for det er åbenbart kun den adfærd, du belønner.

Det var bare det. Hej!