Er moderskabet vores vigtigste opgave?

Har I set det ovenstående opslag fra Humans of New York for nyligt? Jeg så det – og tog straks et screendump. Fordi jeg oplevede noget, som er usædvanligt: Jeg blev meget provokeret af et udsagn, som jeg mener er sandt.

Det er jo rigtigt, at moderskabet består af en masse kedelige og repetitive opgaver. At det er hårdt, og at man sommetider totalt mister sig selv. Det har jeg selv sagt før – og jeg har hørt mange af jer andre sige det samme. Jeg finder stor trøst og glæde i, at det er en fælles oplevelse på tværs af familier og generationer. Det gør det jo ikke mindre kedeligt eller hårdt. Men det gør det meget mere meningsfyldt.

Kvinden på billedet glæder sig over, at hun skal tilbage på arbejde som læge på en skadestue – og afslutter med at sige, at hvis man i ramme alvor skal mene, at moderskabet er den vigtigste opgave i verden, så er man nødt til at mene, at ens barn er det vigtigste menneske på jorden.

Igen – 100 pct. logisk – og 100 pct. korrekt.

Jeg tror ikke, at jeg har overvejet, om moderskabet er den vigtigste opgave i verden sådan generelt set. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er min vigtigste opgave. Og jeg er sådan set heller ikke i tvivl om, at jeg synes, at min søn er det vigtigste menneske på kloden.

Jeg kan selvfølgelig godt træde lidt tilbage og sige, at objektivt set – så er han et rimelig standard-A4-barn, som ikke er hverken værre eller bedre end andre børn. Så hvis vi skulle lave et tankeeksperiment, hvor to børn var bundet til hver deres togskinner, og jeg skulle trække i et håndtag for at beslutte, hvilket barn toget skulle køre over, så vil det være svært at komme med gode moralske argumenter for, at det ikke skulle være min Hubert. Men jeg kan love jer for, at det ville det ikke være.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg gerne vil ende. Bare at jeg på den ene side får lidt ondt af hendes søn. Det må være ensomt, at ens forælder ikke synes, at man er det vigtigste i verden. På den anden side skyldes det måske bare, at det hun laver (altså redder liv!) faktisk er vigtigere end at være mor. Det siger måske intet om hendes eller mine forældreegenskaber – men bare noget om hvilket jobfunktioner vi bestrider?

Hvem ved? Der er da i hvert fald eksempler nok i historien på mødre og fædre, som har følt sig kaldet til at gøre andre ting end til at passe på deres børn. Men havde de ret i den prioritering?

Om at gå på arbejde, når far passer barnet

green plant beside white deskJeg havde en kvindelig chef en gang, som sagde, at det var den bedste tid overhovedet, når barnets far havde barselsorlov. ”Så kan man arbejde igennem uden at bekymre sig om noget”. Den oplevelse deler jeg ikke. Jeg synes egentlig, at det er en af de absolut hårdeste tider.

Forleden mødtes jeg med en veninde, der netop var kommet tilbage på sin arbejdsplads efter endt barselsorlov, og hvor barnets far nu tog sine tre måneders orlov. Jeg var meget forundret over, hvor ens vores oplevelse af at komme tilbage til arbejdsmarkedet var. Noget med at det var helt vildt hårdt at undvære ungen. At arbejde efter kl. 16 var næsten ubærligt, fordi man følte at hvert sekund der gik, så missede man noget meget vigtigt derhjemme. Og at ingen rigtig forstod, at det var hårdt.

Hun fortalte om en chef, der havde bedt hende til at blive på kontoret til kl. 18.30 for blot at rette ét ord i et notat, selvom hun havde været inde på chefens kontor adskillige gange og spørge, om hun snart kunne gå. At hun havde kørt grædende hjem den dag. Fordi alt ved det var forkert. Chefen må ikke have fattet, hvor grænseoverskridende det er at bede en nybagt forælder om at blive lidt længere uden reelt at give dem muligheden for at sige nej. Hun havde søgt et nyt job samme aften. Nobody messes with a mama-bear!

”Far-er-på-barsel”-perioden er hårdere end nogen andre perioder, fordi:

1) Det er den første tid uden barnet. Det havde nok også været hårdt, hvis man skulle aflevere sit barn direkte i vuggestuen. Men i det tilfælde er barnet typisk ældre, så på en måde ikke. Jeg følte i hvert fald, at det var ret forceret at bryde symbiose-tilstanden ved 8 måneders alderen, men det er ikke alt her i livet, som behøver at føles godt for at være rigtigt. Et barn har også brug for sin far. Og omvendt.

2) ”Far-på-barsel” perioden er derudover kendetegnet ved, at ens chef ikke fatter, at det ikke længere er en mulighed at ”arbejde igennem” for at løse en opgave. Enten er det fysisk umuligt eller psykisk ubærligt. Det er meget lettere at sige fra / undgå diskussionen, hvis man skal hente barnet i institution. Der er alligevel ingen chefer tungnemme nok til at tro, at man vil efterlade ungen hos en pædagog natten over. Så det hjælper med at sætte en ramme for en rimelig dialog.

3) Man ammer stadig om natten, men skal nu også stå tidligt op og forsøge at ikke at ligne et menneske, der har været på druk hele natten.  Sådan gik det i hvert fald hos mig. Det er nok ikke ikke alle kvinder, som er lige så tykhovedet.  Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der, men det var vist noget med, at jeg vågnede først, havde ømme bryster, savnede barnet ustyrligt og natteroderi er jo også en slags kvalitetstid, ik?

Dette indlæg går ud til alle chefer, der lige har fået en nybagt mor tilbage på arbejdspladsen. Pas nu på hende! Hun er stadig mor, selvom far går derhjemme. Og det er helt sikkert hårdere, end du lige går og forestiller dig. Og til alle de mødre, som er på vej retur til jeres job. Det er hårdt og få anerkender det! Men det bliver bedre…