Dav 2019 – hvad skal vi lave i år?

 

fireworks display at night

Som lovet i mit seneste indlæg kommer her et vaskeægte  nytårsindlæg, hvor jeg gør status. Jeg vil forsøge at gå baglæns ind i fremtiden, som Svend Brinkmann anbefalede os i sin nytårstale. Det giver både mening og god motion.

2018 var året…

… hvor jeg flyttede tilbage til rødderne og mærkede friheden i at bo tæt på jorden, naturen, min mor, men i S-togsafstand fra København.

… hvor jeg fik galoperende eksistentiel angst over at skulle tilbage til arbejdslivet efter 8 måneders barselsorlov og oven i købet på en ny arbejdsplads, som har vist sig at være alt andet end let at gå til.

… hvor jeg startede min blog, selvom jeg tilbagedaterede mit første indlæg  til december 2017, så jeg virkede lidt mere cool. Det har været meget mere givende, end jeg havde forestillet mig. Så I slipper ikke for mig lige foreløbigt.

… hvor jeg (endelig) fandt mig til rette i rollen som mor – og fandt ud af, at jeg i 2019 skal være moster for første gang. Store sager.

2018 var kontrasternes år. Vi havde den længste is-vinter i mands minde og en endnu længere trope-sommer, som jeg ikke håber, at vi får igen. Mit humør har på samme måde været et pendul mellem komplet lykkerus og utrolig opgivende håbløshed over især mit arbejdsliv.

Svusj. Tavlen er ren. Hvad skal der nu ske?

Jeg elsker den fantastiske følelse af at få chance til, at alt er muligt og det bare handler om at gå igang. At der ikke er nogle grænser for, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan denne nye forbedrede version af en selv skal være.

Jeg har utroligt mange ønsker for 2019: Jeg vil tage mere initiativ til at se mine venner. Jeg vil blive dygtigere til mit arbejde (eller finde et andet et). Jeg vil være mere nærværende i mine sociale relationer (bye bye smartphone). Jeg vil læse flere bøger. Jeg vil skrive en bog. Jeg vil have et barn mere. Jeg vil motionere mere. Jeg vil spise sundere. Jeg vil drikke mindre Pepsi Max. Jeg vil lave mere mad. Jeg vil have en ny regering. Jeg vil blive en bedre forælder.  Jeg vil se nyhederne og læse avis. Jeg vil gøre noget godt for verden. Jeg vil blive stærkere og lettere. Jeg vil ranke ryggen. Jeg vil lave 60 squats om dagen. Jeg vil gå i pænere tøj. Jeg vil svømme derud, hvor jeg ikke kan bunde.

Jeg mangler hverken ambitioner eller ideer. Men allerede som 1. januar startede  kunne jeg godt se gennem mine tømmermænd fra en champagnebrandert, fire timers søvn og en 1,5 årig, der konstant vil mig noget, at alle mine ønsker ikke bliver opfyldt i 2019. 

Jeg er ikke klar til at lave en hård prioritering, så nu går jeg altså bare i gang med året – så må vi se, hvilke drømme der blev indfriet, og hvilke der kan genbruges som nytårsforsætter i mange år endnu.

 

 

Om at gå på arbejde, når far passer barnet

green plant beside white deskJeg havde en kvindelig chef en gang, som sagde, at det var den bedste tid overhovedet, når barnets far havde barselsorlov. ”Så kan man arbejde igennem uden at bekymre sig om noget”. Den oplevelse deler jeg ikke. Jeg synes egentlig, at det er en af de absolut hårdeste tider.

Forleden mødtes jeg med en veninde, der netop var kommet tilbage på sin arbejdsplads efter endt barselsorlov, og hvor barnets far nu tog sine tre måneders orlov. Jeg var meget forundret over, hvor ens vores oplevelse af at komme tilbage til arbejdsmarkedet var. Noget med at det var helt vildt hårdt at undvære ungen. At arbejde efter kl. 16 var næsten ubærligt, fordi man følte at hvert sekund der gik, så missede man noget meget vigtigt derhjemme. Og at ingen rigtig forstod, at det var hårdt.

Hun fortalte om en chef, der havde bedt hende til at blive på kontoret til kl. 18.30 for blot at rette ét ord i et notat, selvom hun havde været inde på chefens kontor adskillige gange og spørge, om hun snart kunne gå. At hun havde kørt grædende hjem den dag. Fordi alt ved det var forkert. Chefen må ikke have fattet, hvor grænseoverskridende det er at bede en nybagt forælder om at blive lidt længere uden reelt at give dem muligheden for at sige nej. Hun havde søgt et nyt job samme aften. Nobody messes with a mama-bear!

”Far-er-på-barsel”-perioden er hårdere end nogen andre perioder, fordi:

1) Det er den første tid uden barnet. Det havde nok også været hårdt, hvis man skulle aflevere sit barn direkte i vuggestuen. Men i det tilfælde er barnet typisk ældre, så på en måde ikke. Jeg følte i hvert fald, at det var ret forceret at bryde symbiose-tilstanden ved 8 måneders alderen, men det er ikke alt her i livet, som behøver at føles godt for at være rigtigt. Et barn har også brug for sin far. Og omvendt.

2) ”Far-på-barsel” perioden er derudover kendetegnet ved, at ens chef ikke fatter, at det ikke længere er en mulighed at ”arbejde igennem” for at løse en opgave. Enten er det fysisk umuligt eller psykisk ubærligt. Det er meget lettere at sige fra / undgå diskussionen, hvis man skal hente barnet i institution. Der er alligevel ingen chefer tungnemme nok til at tro, at man vil efterlade ungen hos en pædagog natten over. Så det hjælper med at sætte en ramme for en rimelig dialog.

3) Man ammer stadig om natten, men skal nu også stå tidligt op og forsøge at ikke at ligne et menneske, der har været på druk hele natten.  Sådan gik det i hvert fald hos mig. Det er nok ikke ikke alle kvinder, som er lige så tykhovedet.  Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der, men det var vist noget med, at jeg vågnede først, havde ømme bryster, savnede barnet ustyrligt og natteroderi er jo også en slags kvalitetstid, ik?

Dette indlæg går ud til alle chefer, der lige har fået en nybagt mor tilbage på arbejdspladsen. Pas nu på hende! Hun er stadig mor, selvom far går derhjemme. Og det er helt sikkert hårdere, end du lige går og forestiller dig. Og til alle de mødre, som er på vej retur til jeres job. Det er hårdt og få anerkender det! Men det bliver bedre…