Er der nogle fjolser derude?

Weekenden er snart forbi, og jeg har lige fået lov at ligge på sofaen i et kvarter uden den øgle, der er min yngste søn, som hvert 30. sekund udsender et signal – vel nærmest et skrig – om utilfredshed.

Jeg har konstateret, at han ikke er sulten, og at jeg er træt af at høre på det. Så pausen er værdsat. Meget værdsat.

Vi har brugt det meste af dage på at se sæson to af Drager – Redningsrytterne på Netflix. Uha, hele har familien glædet sig til, at vi ikke skulle binge sæson 1 mere. Jeg kunne snart alle replikkerne, og vi var begyndt at diskutere plothuller.

Igår deltog jeg i cirkeltræning i det lokale fitnesscenter, hvor byens seniorer mødes lørdag morgen og laver cirkeltræning. Og nu altså også mig. Det er åndsløst og dødsens kedeligt at trampe, hive og flå i de maskiner, men det er effektivt. Jeg har næsten ikke kunnet gå i dag. Av av av. Aldrig mere squats.

I fredags havde jeg fået bevilliget 3 timers babyfrihed og udgang til virkeligheden. SKØNT. Jeg brugte dem til Jadas fabelagtige koncert i store Vega. Shit, hvor var det fedt.

Hun synger som en gudinde. Hun er morsom og favnende. Salen var også sprængfyldt med kærlighed til hende. Jeg kunne mærke skuldrene sænke sig, da hun proklamerer “voksenlivet – hold kæft hvor er det svært. Økonomi? Mega ubehageligt“. Hvorefter den velkomponerede sang “Trying to get my life right” strømmede mod mig.

Jeg var virkelig glad for at høre Jadas nye sange, som er mere Beyoncé/Lizzo/badass end det første albums mere sørgelige univers. Og da hun præsenterede sin nye sang “Nudes” ved at spørge om der var nogle fjolser derude, så var jeg helt solgt. Vi var en sal fuld af forstående fjolser.

Der er noget fantastisk ved, at hun har skrevet en sang om at sende nøgenbilleder til folk, som ikke værdsætter dem.

Nye generationer. Nye problemer.

Nu vil det her fjols gå op og kysse lidt på sine børn og glæde sig til at se fjernsyn og drikke cola inden så længe.

God søndag!

Jane the virgin: ægte problemer i falsk drama

Billedresultat for jane the virgin

Endnu engang tilbyder Netflix en serie, som er både nyskabende, morsom og  giver stof til eftertanke. Jane the Virgin udkom første gang i 2014, og er derfor ikke ny på serie-scenen. Det er værd at vide, at ikke mange af mine tv-anmeldelser vil være  særlig nye. Jeg skal altid tage et ret langt tilløb, før jeg orker at engagere mig i nye personer – det gælder både for dem i mit tv og i virkeligheden. MEN Sæson 4 er dog nærmest lige udkommet på dansk Netflix  (juli 2018), så lidt aktualitet er der dog til historien.

Serien parodierer sæbeoperaen, hvilket betyder, at den både har sæbeoperaens ekstremt komplicerede plot, men distancerer sig fra den ved at være godt skrevet og behandle mange reelle problemer. Det er tydeligt at tekstforfatterne har en stor portion kærlighed for sæbeoperaens romantiske dramer, og det er ikke let at redegøre for seriens handling, da den har utrolige mængder af plot- og genretvist. Der er heldigvis et resumé af fortællingen i starten af hvert afsnit, som gør det let at følge med – også hvis man ikke har set alle afsnittene før.

Men HELT kort fortalt: Jane vil gerne forblive jomfru, indtil hun bliver gift med sin kæreste Michael, der er politibetjent. Ved en fejl bliver hun insemineret og får et barn med Raphael, en flot rig latino mand. Jane bor sammen med sin mor, der er lidt løs på tråden, og sin mormor, der er meget lidt løs på tråden. Det er naturligvis oplagt, at en stor del af serien er optaget af trekantsdramaet og familierelationerne. Men nu er det jo en sæbeopera, så selvfølgelig er der både en solid mord-krimi-historie på sidelinjen og en ukendt far, som kommer ind i billedet (faren er selvfølgelig – skuespiller i en sæbeopera!).

Serien leger enormt meget med sit filmiske udtryk og sender den ene hyldest afsted mod sæbeoperaen efter den anden. Det er en parodi, men den er kærlig ment. Derudover har serien utrolig sjove og sympatiske karakterer, som man ikke kan undgå at holde af. Jeg er personligt træt af at se tv-serier,  der er centreret om usympatiske voldspsykopater. Jeg vil gerne have nogen at holde med og af. Ellers kan jeg ikke klare at være sammen med dem  i så lang tid. Det bliver et pænt nej tak til Game of Thrones, Breaking Bad etc.

Serien er selvfølgelig meget let fortalt, men den har en meget interessant dynamik. I modsætning til serie-plot som de er flest, så bliver denne historie drevet frem af, at karaktererne fortæller sandheden til hinanden, og hvis de lyver så gør de det ikke ret længe af gangen. Det synes jeg er utroligt forfriskende. Langt de fleste serier er skrevet med løgnen som primær drivkraft.

Serien behandler en lang række meget tunge emner, men uden at man som seer bliver tung i sjælen af det. Serien adresserer hverdagsproblemer, hvor man kan genkende sig meget i dem. F.eks. udfordrende relationer i sin familie og med sin partner. Det kan være: hvordan forholder man sig, når man ikke fungerer med sin partner seksuelt? Eller man higer efter sine forældres anerkendelse? Eller når man bliver skilt og alligevel skal samarbejde?

Det er virkelig nede på jorden emner, som bare er pakket ind i et virvar af overdrevent drama om mafioso-typer, psykopatmordere, affærer og en hel masse andet rod. Og alligevel så får dramaet seeren til at sidde på kanten af sofaen og HVAD SKER DER NU? Så på den måde holder man tempoet oppe og sidder ikke og dvæler i lange tider ved svære emner. Det fungerer overraskende godt.

Hvis jeg skal være lidt kritisk, så bliver man nogen gange bims af formen (særligt hvis man “binger” serien), fordi man bruger meget tid på at repetere historien (men det er nødvendigt). Jeg kan derfor godt kede mig lidt af og til. Men det undrer mig lidt, for når et afsnit er slut, så er der simpelthen sket så meget, hvilket altså nødvendiggør repetitionen. Et mord fylder måske bare en enkelt scene – hvor den i andre serier ville fylde en helt sæson. Måske er serien bare ikke egnet til at se i adskillelige timer i træk.

Serien har utrolig mange niveauer, selvom den virker som lette kalorier, så synes jeg, at der er meget at hente.  Der er den store fortælling om kvindens seksualitet – og den evige kamp om at være luder eller madonna. Det bliver ridset op i positionerne mellem Janes mor og mormor – hvor Jane repræsenterer frustrationen over at skulle vælge én rolle.

Så er der historien om kærligheden og de komplekse familierelationer, som bliver påvirket af alder, race og klasse. Det udspiller sig i alle personerne udvikling. Det er ikke kun Jane, der udvikler sig undervejs. Selv umiddelbart flade karakterer får fra tid til anden lov at folde sig ud. Det er virkelig skønt – og giver plads til mange forskellige synsvinkler på familielivet. Om man er mor, far, svigersøn, datter, bedstemor eller bonusmor.  (Hertil hører, at serien handler om en anden kulturel kontekst end den gængse hvide familie, hvilket er et tiltrængt friskt pust ind på en scene, som ellers kun kan forcere diversitet).

Endelig er der krimi-historien, hvor man sidder og gætter med på plot-tvist og mordere. Det er i sig selv underholdende og med til at skabe spænding undervejs, men for mig er det ikke den væsentligste historien – det er mere en slags indpakning for resten.

Det er en serie, jeg klart vil anbefale, hvis man trænger til at tale om noget rigtig med sin tv-partner -og i øvrigt er træt af at se på mørke serier, der bruger volden som det vigtigste virkemiddel i deres fortælling.

 

Hannah Gadsby er en fucking fierce feminist

“I named it before I wrote it”  er Hannah Gadsby forklaring på, hvorfor hendes show hedder Nanette. Opkaldt efter en kvinde hun mødte i byen og tænkte, at hun kunne klemme en god times sjov og ballade ud af.

Det viste sig at være forkert – både omkring kvinden og showet. Af et comedy-show at være, er det ikke specielt morsomt. Til gengæld er det fierce som ind i helvedet.  Hvis du ikke har set det endnu – så synes jeg, at du skal se det før, du læser resten af dette indlæg. Det er bedre, når man ikke ved, hvad der rammer en. Stop. Se. Læs.

———Spoilers ahead————

‘Nanette’ handler om, hvorfor Hannah Gadsby vil droppe comedy: Hun er træt af at lave selvudslettende jokes om sit eget liv som lesbisk for at kunne fortælle sin historie. Hun fortæller flere gange undervejs “My story has value” og “I have a right to take up space in this world”, som var det nye erkendelser.  Fordi hendes verden – dybt religiøse Tasmanien – har behandlet hende og andre ligesindede som afskum, der netop ikke har ret til at være til.

Det er sådan set skrupskørt, at der kan laves jokes over det tema. Men hun har levet af de i 10 år. Hun har levet et liv marineret i skam over, hvem hun er – og det har ødelagt hende.  Næsten.  Men  ‘what doesn’t kill you makes you stronger‘. Hannah Gadsby kom tilbage ti gange stærkere. For at bøje uden at knække, det er råstyrke!

Showet er skrevet vidunderlig godt. Hannah skifter overbevisende mellem hjerteskærende historier, nørderier og lette jokes. Hun hopper fra sten til sten uden et øjebliks bæven. Hun svømmer alt, hvad hun kan ud mod det åbne hav uden den mindste frygt for at drukne. For hun har prøvet det før. At drukne og komme tilbage til livet. Drukne i skam og homofobi og komme tilbage og insistere på sin plads i verden.

Hun viser med stor overbevisning, hvad kunsthistorie kan lære os om verden. At mænd i årtusinder har portrætteret kvinder i deres eget liderlige billede. At kvinder er blevet tegnet nøgne og hjælpeløse. At det også forklarer, hvorfor Weinstein, Cosby, Woody Allen etc. er reglen og ikke undtagelsen. At #metoo handler om, at kvinder ikke længere vil finde sig i lorte behandling.

Det handler om meget om køn og mindre om seksualitet. Hun viser os, at de udfordringer, som hun har haft som lesbisk kvinde, er udfordringer, alle kvinder har. At patriarkatet definerer et meget specifikt og lille rum at være kvinde i. At kvinder frit kan vælge mellem rollerne luder eller jomfru. Helt frit. Men uanset hvad hun vælger, kan hun være sikker på, at hun gør noget forkert.

Hindsight is a gift – STOP WASTING MY TIME” råber hun ud over salen. Hun vil ikke have, at kritik bliver fejet af banen med henvisning til, at tiden var en anden. Vi skal gøre op med lortet. Vi skal stoppe med at fejre mænd, hvis succes blev bygget på kvindehad og undertrykkelse. Vi skal stoppe helt. Vreden er dirrende og smittende. Henvendt til alle verdens mænd, men i særdeleshed Picasso, råber hun:

“You don’t have a monopoly on the human condition, you arrogant fuckers!” 

Hannah har ret. Vi skal huske. Alle sammen. Vi har ikke monopol på at være menneske. Vi skal lytte til hinandens udgangspunkter (også mænds, men der er blevet lyttet ret længe – så måske vi skal skifte frekvens for en stund).

Men Hannah stopper nu. Hun stopper i comedy, for hendes vrede  er heller ikke konstruktiv. Hun beder sit publikum om at passe godt på hendes historie. Tage den med os, men at lade vreden ligge.