Den magiske drage

Mange mennesker begræder tabet af deres ungdom. Selvom jeg godt kan se, at især dene sene ungdom i 20erne kunne noget særligt, så er det altid tabet af barndom, som gør mig trist.

Den dag hvor jeg stod med telefonen i hånden og spurgte Victoria, om “vi skulle lege eller være sammen, eller hvad vi nu skal kalde det” . Det var en trist dag. Affortryllelsen kom med et slag. Ting, der plejede at være fantastiske, farverige og spændende: Såsom at bygge huler, lave sin egen avis, finde på historier og tage på eventyr i baghaven. De var pludselig blevet helt grå og påtaget.

I fantasiens sted kom ildelugtende armhuler, hår alle vegne, ubegrænset skam over omtrent alt ved min krop, hyperselvbevidsthed/-optagethed og bumser. Herefter fulgte 5 år med, hvad der bedst kan beskrives, som en kollektiv hjerneblødning blandt alle mine jævnaldrende.

Som barn foragtede over jeg de voksne, som ikke lyttede til børn, de voksne som ikke ville lege eller prøve de vilde forlystelser. Sådan skulle jeg ALDRIG være.

At få børn virkede som den sikre vej til at få lov at se verden med et barns øjne igen. Meeeen fra hvor jeg står nu, så skuffer udsigten altså.

Der er øjeblikke, hvor børnenes begejstring smitter jovist. Men jeg har aldrig følt mig mindre som et barn, end jeg gør nu.

Det er gået op for mig, at ved siden af den fortryllende, fantasifulde, fantastiske og frie barndom, går der nogle forældre, der pakker tunge tasker med mad og ekstratøj. De rydder op hele tiden, laver mad og køber ind og de sover mindre og dårligere end nogensinde før. De er forudsætningen for – ikke modsætningen til – fortryllelsen.

Barndommen er unik. Jeg håber, at mine drenge giver sig tid til at nyde turen på den magiske drage.

For den kommer ikke igen.