Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø…

Det er tæt på umuligt at få lov at sidde 30 minutter uforstyrret. Jeg har forsøgt i adskillige dage nu, men hver gang jeg starter, så vågner det ene eller det andet barn.

Men nu er klokken mange. Manden er gået i seng med feber og alt ånder fred. Jeg har en del forskellige tanker på hjerte, men for nu vil jeg lade det blive ved dette: Jeg har fået en dejlig julegave. En bog og en tegneblok.

Bogen er en Tove Ditlevsens digtsamling – udvalgt af Olga Ravn – med titlen “Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø”. Jeg har ønsket mig begge dele, selvom jeg principielt er inderligt imod ønskesedler, fordi jeg med hele to børn og en barselsorlov, som virker uendelig – virkelig føler, at der bor en ung pige i mig, som godt kunne trænge til lidt opmærksomhed.

På trods af at jeg vitterligt knuselsker mine børn og min mand, så er det svært ikke at blive ramt lidt at kvælningsfornemmelser fra tid til anden, når man trasker igennem dagene med lortebleer, evighedsoprydning og den følelse af at gå med fodlænke, som et ammebarn også er.

Det er prisen. Den er rimelig. For det er også fantastisk at gro mennesker og se dem vokse op. Men man behøver jo ikke at give helt op på den unge pige, så jeg håber, at tegneblokken kan være en relativ simpel måde at øve mig i at være kreativ igen.

Jeg ville ønske, at jeg var typen, der læste digte og havde været slyngveninde med Tove Ditlevsen i årtier. Sandheden er dog, at jeg meget sjældent læser skønlitteratur. At jeg først stiftede rigtig bekendtskab med hende på Spotify med soundtracket til TOVE TOVE TOVE teaterforestillingen. Men jeg burde have læst hende før – for hold nu op, hvor er det godt.

Hun er sjov. Hun er ærlig. Hun beskriver hverdagen. Kærligheden. Børnene. Kvindelivet. Arbejderlivet. Det er helt vidunderligt.

Olga Ravn skriver i efterskriftet til bogen, at “Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er”. Jeg ved ikke om, det er en særlig kvindeting – eller om det bare er en mennesketing. Men det er i hvert fald et felt, som fylder enormt meget for mig. Og jeg kan jo også læse, at det fylder meget for jer andre.

Så jeg håber, at jeg med Tove – og jer andre – i hånden kan finde ud af at være mor på fuldtid uden at gøre det endegyldigt af med den unge pige. Det ville være så trist. Jeg håber ikke, at en ung Johanne ville føle sig svigtet, som Tove gør, når hun skriver til sit unge jeg:

“Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden fa stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke”

Tre grunde til at voksne ikke skal skrive ønskesedler

Årstiden er over os – hvor ønskelister bliver delt på tværs af landsdele og generationer. Hvert år bliver jeg overrasket over, at der er voksne, som i ramme alvor sætter sig ned og skriver en liste med ønsker ned. Altså:
1. Sokker
2. En pung
3. Vanter

Ting som langt de fleste voksne kan købe selv til enhver tid. Men altså i stedet for at købe det selv, så taper vi udtrådte badesandaler sammen, sådan de lige kan holde til juletid, hvor et familiemedlem så – efter nådig koordination med resten af klanen – kan få lov at købe denne genstand til os.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Ønskelister er for børn, fordi de er mennesker uden købekraft men med masser af fantasi. Derfor giver det mening at ønske sig ting. Voksne mennesker er præcis det modsatte. De er fantasiforladte forbrugere – som i ramme alvor har dedikeret en højtid til at udveksle indkøbssedler. I-N-D-K-Ø-B-S-S-E-D-L-E-R.


Jeg har nu også flere gange overhørt mennesker brokke sig over, at deres gæster ikke køber dem ting, som stod på deres ønskelister. Så kunne man lige så godt lade være med at komme med en gave lød det. Jeg har hørt Mads og Monopolets panel udbasunere, at hvis man ikke køber ting på ønskesedlen, så er det fordi man har gang i et eller andet sygt selvrealiseringsprojekt, hvor man gerne vil vise, at man er typen, der går op i at give betænksomme gaver, som gave-modtageren ikke selv havde drømt om. Dette var som svar på, at en kæreste blev ved at få sure miner, når hun gav gaver til sin udkårne. Hun var åbenbart ikke dygtig nok til at finde på – eller havde hun svært ved at læse ønskesedlen?

Hella Joof konstaterede, at gave-giveren tydeligvis var ligeglad med at gøre modtageren glad.

Undskyld mig – men gaver handler altså om, at man giver noget fra mig til dig. Det vil sige, at jeg har lavet en fortolkning af din situation/behov/drømme – og giver noget, som jeg tror vil kunne glæde modtageren. Nogle gange ikke sådan “Nøj-det-var-lige-den-trøje-jeg-havde-sendt-dig-linket-på”-måden, men snarere “hov-det-havde-jeg-slet-ikke-overvejet-kunne-være-fedt”.

Og jeg erkender, at disse anstrengelser sommetider er for store – og at man derfor sukker efter en ønskeliste. FOR HVAD SKAL FARMOR HAVE? Hun har ikke ønsket sig noget siden hun fyldte 70. Men ved I hvad – så må man sgu lægge sig i selen og prøve at finde på noget godt alligevel – eller også må man kaste håndklædet i ringet og gå med de sikre vindere – alkohol/blomster/chokolade.

Ønskesedler for voksne er uacceptable af følgende grunde:

1) Du ødelægger overraskelses-elementet og dermed glæden ved at give gaven

2) Du sætter et prisniveau for gaven, der tager udgangspunkt i, hvad du mangler.

3) Du sætter implicit et krav om, at dine gæster skal medbringe en gave. Det er ucharmerende og genbesøg punkt 1.