Længe siden i grunden….

Det er efterhånden længe siden, at jeg har fået skrevet herinde. Selv om de fleste af jer sikkert ikke har skænket det en tanke, så jeg har tit tænkt på, at jeg skulle til at stikke hovedet op igen. For jeg har savnet at høre fra jer i det her lille fællesskab, som vi har bygget op herinde.

Der lå endda nogle kommentarer, som jeg ikke vidste var kommet – om dramatiske udviklinger i jeres liv – såsom at sige sit job op uden et andet på hånden – og om at ens barn bliver diagnosticeret med kræft.

I det lys bliver de problemer, som vi alle sammen tumler med i forhold til jobtilfredshed og retningen på voksenlivet, små. Livet er mærkeligt på den måde.

Der er nok ingen af jer, som har overset, at Christian Eriksens hjerte stoppede med at slå for en kort stund under lørdagens kamp mod Finland. Jeg så kampen med mine børn og mand. Jeg blev – ligesom mange andre – meget berørt og bekymret, da Simon Kjær løb over banen og kaldte samaritterne hen, da kampen blev suspenderet og en kommentator sagde noget ala “han er helt død i øjnene” – og man bag muren af holdkammerater kunne ane hjertemassagen var i gang.

Der er sagt og skrevet mange ting om den episode allerede. Det er nok også dækkende for mine trivielle betragtninger. Det var bare en stærk og ubehagelig påmindelse om, hvor skrøbeligt vores liv egentlig er. Og hvor hæsligt det er, at livet kan slutte om et øjeblik. Hvad enten det er et hjertestop, en vanvidsbillist eller sygdom. Vi ignorerer alle sammen livets skrøbelighed i det daglige, fordi det vilkår, at vi alle sammen skal dø, ikke er til at holde ud.

Jeg sad selv den lørdag aften efter Eriksens kollaps og lagde en eller anden håbløs regeringssag op for tredje gang med ordene til mine chefer: “Hvis vi kun havde én dag tilbage at leve i, så var der næppe nogen, der gad læse den her sag for tredje gang“. Det er let at blive dramatisk, når man har været vidne til et ungt menneske dø og blive genoplivet.

De her situationer giver os tunnelsyn. Hvor alt andet er lige meget.

Jeg var til et oplæg med Olga Ravn for en måneds tid siden, hvor hun talte om det “dybe liv”, som vi kom i kontakt med, når vi oplevede fødsler, sygdom og død. Hvor man kom i berøring med en dybere forbindelse til mennesker, der har levet før og mennesker, der kommer til at leve efter os. Hvor alt det andet shit, vi går rundt og bruger tiden på forekommer som små ligegyldige krusninger på et meget meget stort hav. Det begreb gav genklang hos mig. Men jeg kan ikke fastholde følelsen fra de her situationer. Det er nok ikke meningen, at man skal det. For nogen skal jo gå op i, hvad vi skal have at spise – og hvem der parkerer ulovligt.

Det var egentlig planen, at jeg ville liste en masse ting, som jeg havde lavet siden sidst – men det må blive en anden dag.

Det er rart at være tilbage.

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø…

Det er tæt på umuligt at få lov at sidde 30 minutter uforstyrret. Jeg har forsøgt i adskillige dage nu, men hver gang jeg starter, så vågner det ene eller det andet barn.

Men nu er klokken mange. Manden er gået i seng med feber og alt ånder fred. Jeg har en del forskellige tanker på hjerte, men for nu vil jeg lade det blive ved dette: Jeg har fået en dejlig julegave. En bog og en tegneblok.

Bogen er en Tove Ditlevsens digtsamling – udvalgt af Olga Ravn – med titlen “Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø”. Jeg har ønsket mig begge dele, selvom jeg principielt er inderligt imod ønskesedler, fordi jeg med hele to børn og en barselsorlov, som virker uendelig – virkelig føler, at der bor en ung pige i mig, som godt kunne trænge til lidt opmærksomhed.

På trods af at jeg vitterligt knuselsker mine børn og min mand, så er det svært ikke at blive ramt lidt at kvælningsfornemmelser fra tid til anden, når man trasker igennem dagene med lortebleer, evighedsoprydning og den følelse af at gå med fodlænke, som et ammebarn også er.

Det er prisen. Den er rimelig. For det er også fantastisk at gro mennesker og se dem vokse op. Men man behøver jo ikke at give helt op på den unge pige, så jeg håber, at tegneblokken kan være en relativ simpel måde at øve mig i at være kreativ igen.

Jeg ville ønske, at jeg var typen, der læste digte og havde været slyngveninde med Tove Ditlevsen i årtier. Sandheden er dog, at jeg meget sjældent læser skønlitteratur. At jeg først stiftede rigtig bekendtskab med hende på Spotify med soundtracket til TOVE TOVE TOVE teaterforestillingen. Men jeg burde have læst hende før – for hold nu op, hvor er det godt.

Hun er sjov. Hun er ærlig. Hun beskriver hverdagen. Kærligheden. Børnene. Kvindelivet. Arbejderlivet. Det er helt vidunderligt.

Olga Ravn skriver i efterskriftet til bogen, at “Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er”. Jeg ved ikke om, det er en særlig kvindeting – eller om det bare er en mennesketing. Men det er i hvert fald et felt, som fylder enormt meget for mig. Og jeg kan jo også læse, at det fylder meget for jer andre.

Så jeg håber, at jeg med Tove – og jer andre – i hånden kan finde ud af at være mor på fuldtid uden at gøre det endegyldigt af med den unge pige. Det ville være så trist. Jeg håber ikke, at en ung Johanne ville føle sig svigtet, som Tove gør, når hun skriver til sit unge jeg:

“Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden fa stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke”