Oprør mod perfekthedskulturen:

yellow rubber ducks

På en af mine tidligere arbejdspladser besluttede ledelsen en dag at lave nye kopper til hele afdelingen med nye smarte ledelsesmantra på. Et af dem de kom på var: “Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok“. Det medførte fluks civil ulydighed fra mine kolleger og jeg, der stille og roligt sørgede for, at kopperne forsvandt fra jordens overflade. Vi vidste jo godt, at bedre altid er muligt. Derfor kunne ledelsen lige så godt have skrevet “vi bliver aldrig tilfredse med dig”, “work harder, you idiot” eller “du er en fiasko” på kopperne.

Jeg har tænkt på det mange gange siden. For hvordan kunne man dog få den håbløse idé at lave sådan et slogan?

I virkeligheden er sloganet jo bare en overskrift på den perfekthedskultur, som ingen rigtig vil tage ansvar for, men som de fleste af os lider under. Det er jo netop det faktum, at man kunne have været bedre, som gør at man ikke er tilfreds med det, man har/kan/gør. Vi forventer det perfekte, og så kan man kun tabe.

Der er dog i de seneste år kommet flere og flere opråb mod perfekthedskulturen og dens dårligdomme, men jeg oplever, at de altid er bygget på, at stræben efter det perfekte spænder ben for noget andet. Vi skal lære at fejle, fordi ellers bliver vi aldrig innovative iværksættere. Vi skal slippe kontrollen, fordi ellers risikerer vi at få spiseforstyrrelser. Vi skal være robuste mennesker, fordi ellers overlever vi aldrig det moderne arbejdsliv. Men hvorfor ikke bare sige, at vi skal droppe søgen mod det perfekte, fordi det er umuligt at opnå, og dermed inderligt spild af tid?

Det politikerne og andre velmenende mennesker glemmer at sige er, at stoppe med at stræbe efter det perfekte betyder, at du ikke altid skal gøre dit bedste. Det var først, da jeg faldt over Svend Brinkmanns udsagn om, at vi ikke altid skal optimere vores familieliv, at jeg fik øjnene op for, at det faktisk er en dårlig ting, hvis alting hele tiden skal gøres bedre. Det er selvfølgelig ikke kun i vores familieliv, vi skal stoppe med at optimere konstant. Hvis vi hele tiden er på udkig efter en effektivisering eller forbedring af vores liv, så glemmer vi at sætte pris på alt det, der faktisk fungerer – og det kan ikke lede til andet end i bedste fald en følelse af utilstrækkelighed og i værste fald stress og udbrændthed.

Perfekthedskulturen handler altså ikke bare om ambitiøse unge kvinder med gode karakterer (nedsættende kaldt “12-tals-pigerne”), det omfatter os alle sammen. Min mand er ved at blive vanvittig over, at jeg hele tiden proklamerer nye målsætninger: for ham, mig og familien. Så skal vi spise sundt, så proteinrigt, så klimavenligt. Vi skal skære ned i skærmtiden, starte til fodbold, læse flere bøger for sproglig stimulering. Jeg frygter grundlæggende, at nogle kommer og siger: Du gjorde ikke alt, hvad der stod i din magt for at sikre din børn, din familie og kloden.

Dét er perfekthedskulturen. Det er perfekthedskulturen, som altid kværner inde i mit hoved omkring ting, som kunne være bedre, hurtigere, smukkere, billigere, grønnere eller klogere. Der kan altid optimeres i forhold til alle aspekter af livet. Fra affaldssortering til karriereudvikling eller børneopdragelse.

Men NU vil jeg prøve at stoppe. Ikke fordi jeg har fået spiseforstyrrelse eller stress. Bare fordi jeg er træt af, at jeg irrettesætter mig selv hele dagen lang. Så her kommer mit bedste bud på et oprør med perfekthedskulturen. Jeg vil fremadrettet:

1. Gøre ting bare, fordi jeg har lyst
En anstrengende ting ved at være perfekt er, at man altid skal “tage sig samme”. Man skal tage de bedste valg – bruge sin tid optimalt. Derfor er jeg blevet rigtig godt til at gøre ting af pligt. Men jeg har fået meget svært ved at mærke om, jeg har ægte lyst til noget eller primært er motiveret af, at det er “det rigtige” at gøre ud fra en række udefra opstillede kriterier. Derfor er et opgør med perfekthedskulturen at acceptere, at beslutninger godt må være baseret på lyst – ligesom en beslutning godt må vise sig at være forkert – uden at jeg skal skælde mig selv ud over det.

2. Gøre den dyd ud af ikke at altid give mig 100 pct.
Det her er en evne, som jeg er blevet meget bedre til efter, jeg har fået børn. Der er helt åbenlyst ikke tid nok til, at jeg kan give mig selv 100 pct. hver gang. Derfor springer jeg i stadig højere grad over, hvor gærdet er lavest, men jeg synes det er svært. Især hvis man får besøg derhjemme. Jeg skal virkelig gøre mig umage med ikke at gøre mig umage, hvis folk skal ind i mit hjem. Jeg har et meget stærkt drive for at købe ind, lave snacks og gøre virkelig meget rent, så det ser pænt ud. Det er udmattende!

3. Stoppe med at evaluere alting
Jeg ville rigtig gerne stoppe med at overveje, om mine ordvalg var de helt rigtige. Om jeg ikke kunne have kørt en lidt hurtigere vej, så vi ikke var kommet for sent. Om jeg burde have håndteret mit hidsige barn på en bedre måde.
Det kommer aldrig til at stoppe helt (vi skal selvfølgelig overveje om nogle ting, vi gør kunne gøres bedre), men jeg vil gerne begrænse den kapacitet min hjerne bruger på at overveje ting, som allerede er i fortiden og som ikke kan ændres.

Har du et godt bud på, hvordan man gøre oprør mod perfekthedskulturen?

Travlhed som adelsmærke

grayscale photo of people during marathon

I denne uge er jeg stødt på en interessant podcast, der virkelig har udfordret mine egne holdninger. Det drejer sig om Ezra Kleins podcast, hvor Yale-professor Daniel Markovits er gæst og fortæller om, at “when meritocracy wins, everybody loses“.

For de fleste mennesker – særligt bureaukrater som jeg selv – er den påstand meget provokerende. For meritokratiet står for mig, som en ubetinget god idé, fordi det bygger på, at vi forfremmer folk på baggrund af deres kvalifikationer (“meritter”) og indsats – og ikke nedarvede privilegier m.m. What is not to like?

Daniel Markovits mener dog, at dette “meritokrati” også har betydet, at vi i dag ikke vil acceptere, at folk er dygtige nok til deres arbejde. De skal være de bedste! Problemet er, at de klogeste hoveder ikke nødvendigvis løser en opgave på en måde, som faktisk giver større værdi til samfundet. Til gengæld skaber det en hyper-konkurrence, som fører til dårligere liv – både for dem der vinder konkurrencen, fordi de skal knokle sig selv ihjel, og for dem som taber konkurrence, som vil opleve at få hårdere og dårligere arbejdsvilkår.

Han bruger taxa-branchen som eksempel på en branche, hvor Uber har gjort nogle få meget dygtige app-udviklere meget rige (og nok også trætte) – og nogle chauffører meget fattigere. Gevinsten for kunderne er til gengæld til at overse. De bliver stadig pretty much fragtet fra A – B i en bil.

Nå, men det er jo ikke en taxa-diskussion, som interesserer sådan en som mig. Det er faktisk mere alle de mange afledte problemstillinger, som han fremfører. Han stiller kort fortalt spørgsmålstegn ved, om den evige jagt på optimering og forbedring er et gode? Og om vi ikke i virkeligheden har udviklet et samfund, som er meget lidt morsomt at være menneske i. Fordi vi hele tiden har et ensidigt fokus på at optimere os selv, vores familier og vores karrierer. Derfor er der også stor status i at fortælle, at man har travlt – det signalerer udvikling og bevægelse.

Denne evige jagt på optimering betyder, at vi har udviklet et arbejdsmarked, som er baseret på meget voldsom konkurrence medarbejdere i mellem, som belønner mennesker, der arbejder rigtig meget. Og her opstår problemet altså. At folk arbejder meget mere end de har lyst til, og hvad der er sundt for dem.

Han taler om læger, advokater og børsmæglere, der slider sig selv ihjel og bliver mere eller mindre tvunget til at leve “halve” liv i den forstand, at de må ofre deres egen og deres familiers velbefindende på karrierebålet. Han understreger, at dette ikke rent faktisk er valg, som folk træffer, det er vilkår i deres brancher.

Det er ikke kun os voksne på arbejdsmarkedet, som lider under konkurrencestatens krav om evig forbedringspotentiale. Nej, det forplanter sig til vores børn. Fordi vi som optimeringsparate voksne bliver enormt målorienterede i alle sfærer i vores liv. Også når vi skal opdrage vores børn. Børnene skal gå til fritidsaktiviteter. De skal kunne tale flere sprog. Spille musik og være gode til sport. Vi skal understøtte, at de bliver de bedste i klassen. De skal helst være foran de andre. Det betyder, at vi meget sjældent er sammen med dem uden, at samværet er rettet mod et bestemt formål.

Denne iver betyder, at børnene ikke lærer at finde ro. At hvile i, at de har en værdi uagtet, hvad de præsterer til fodboldstævnet, den næste eksamen eller i skolekomedien. Han mener, at det er derfor, at vi ser et stigende antal unge mennesker blive udbrændte inden livet for alvor er gået igang. Fordi udbrændthed er et udtryk for manglende evne til at slappe af.

Han peger på, at “kvantitetstid” er løsningen og at vi bør øve os i, at vi ikke altid skal opnå noget, udvide vores horisont eller træne specifikke evner, når vi er sammen med vores børn. Vi skal bare være sammen.

Her føler jeg mig ramt (selvom jeg endnu ikke har meldt poden til mandarin eller violin-spil), men jeg har da købt årskort til Experimentariet – og jeg gør en dyd ud af at træne både hans motorik og sprog dagligt. Jeg gør det, fordi jeg er bange for, at han sakker bagud (men også fordi jeg kan se en fidus i, at jeg forstår, hvad han siger og han selv kan tage tøj på – hvis ret skal være ret).

Denne vidtgående samfundskritik har været den væg, som mine tanker har spillet bold op af det meste af ugen. Jeg er ikke så sikker på, at man kan overføre hans kritik 1:1 til et dansk arbejdsmarked, men jeg kan da helt klart genkende ulemperne ved stærke konkurrencemiljøer, som vi nok overser. Jeg føler mig mest ramt som forælder, fordi jeg godt kan genkende en trang til at sammenligne mit barn med andre hele tiden og være skiftevis bekymret for, om han kan følge med eller lykkelig for, at han er foran. Måske man skulle trække vejret dybere ned i maven og lade ungen udvikle sig i det tempo, han føler er mest passende.

Jeg kunne fortsætte denne tankestrøm i en uendelighed (den har trods alt kørt i snart en uge), men jeg stopper her. Lyt til podcasten, der var også meget mere at komme efter, end hvad jeg lige fik fremhævet i dette indlæg.

God weekend!