Tankemylder #2 – valgspecial

  • Så kom der ENDELIG en ny regering. Jeg sidder i skrivende stund og lapper News’ dækning af den nye regering i mig, imens jeg kører hjemmedyrkede kirsebær i fjæset. Det er jo helt befriende, at de har noget reelt at tale om og ikke bare til bevidstløshed gennemgår forskellige bud på ministerlister. Selvom jeg har det bedst, når jeg er lidt sur på systemet – så må jeg sige, at det er et stærkt hold, og jeg glæder mig til at se, hvad de kan drive det til.
  • Der er selvfølgelig lige det med kvinderne! Jeg ville hellere have haft tættere på 50 pct, men det tæller altså ekstra, at statsministeren er kvinde, at forsvarsministeren også er en kvinde, at der er en kvinde i Økonomiudvalget, OG at man udnævner en gravid Joy Mogensen som minister. Og er jeg den eneste, som glæder mig over, at ALLE kritiserer regeringen for, at der er for få kvinder? Det er sgu da en sejr i sig selv! Det er jo netop, når vi ikke bemærker skævvridningen, at den er allermest farlig. Så selv som feminist er jeg tilfreds!
  • Jeg misser ministeroverdragelsen i mit ministerium, fordi der samtidigt er afskedstamtam for en af medlemmerne i min mødregruppe. Hun flytter langt væk – og som jeg tvivler på, at jeg ser hende igen herefter. Det føles forkert, hvis jeg skulle undlade at sige farvel til en person, som har spillet en stor rolle i en vigtig periode i mit liv, bare for at se noget politik-cirkus. Men lige nu er det altså svært at hvile i det valg!
  • Jeg så igår billedet af den druknet far og datter (som i øvrigt har meget lighed med billedet af den 3-årige syriske dreng på stranden for nogle år siden). Jeg kan simpelthen ikke finde en måde, hvor jeg kan rumme det. Børn dør jo hele tiden, men der er noget med de flygtningebørn, som går lige i hjertet og som gør, at jeg tuder, bare jeg tænker på det. Måske er det, fordi det er et billede på en hver forældres værste frygt; at man ikke formår at passe på sit barn. At man i forsøget på at sikre dem en god fremtid, slår dem ihjel? Eller også er det, fordi jeg føler mig medansvarlig for at være en del af et system, hvor vi har grænsebomme for at passe på de privilegier, som sådan nogle som jeg selv har. Jeg ved det ikke, men jeg kan simpelthen ikke holde det ud.

Winning is easy – Governing’s harder

Stemmerne er talt op. Og nu skal vi igang med den del af processen, der handler om faktisk at danne en regering, der kan styre vores land. Jeg har gået rundt i lang tid nu og grublet over, hvordan det dog skal ende. Selvom jeg hører til den røde fløj, så er jeg ret pessimistisk, fordi:

(1) De Radikale er alt alt for muntre

Morten Østergaard er en rigtig glad mand i disse dage. Og der er ingen tvivl om, at det er en mand, som forventer at skulle styre dansk politik med sin 16 mandater. Og selvom 8,6 pct. af danskerne har stemt på dem, så synes jeg ikke, at det tyder på, at de lærte af den seneste røde regerings katastrofekurs, som i høj grad var ført an af de radikales trang til at føre borgerlig økonomiske politik (og selvfølgelig også nogle strategisk fejlfix i S-SF). De Radikale virker ikke særligt indstillet på at skulle give sig en tomme på den økonomiske politik – heller ikke denne gang.

Problemet er i min optik to-fold: 1) De radikale fører ikke valgkamp på deres økonomiske politik – de fører den på værdipolitikken (særligt ift. udlændinge) og på klima. Det er noget, som mange godt kan se sig selv i, men når vi så skal til at lave regering, så falder det i baggrunden og den økonomiske politik bliver pludselig alfa omega. Formentlig, fordi det er det punkt, hvor de adskiller sig mest fra de røde partier. Det gør bare, at de er mere borgerlige end deres vælgere.

Det fører mig til punkt 2 i min aversion over for de Radikale; – at de opfører sig som om, at de er bedre end alle andre. Det er ligesom indlejret i deres DNA, at selvom de trods alt kun har 16 mandater ud af de 90, som der skal til at lave politik – så bør deres politik være den dominerende – fordi den simpelthen er bedre og bygget på dybere indsigt.

Alle partier mener selvfølgelig, at deres politik er den bedste, men de Radikale tager alligevel prisen i at udvise tegn på at føle sig overlegende til trods for, at de i den grad udgøres af et segment af ret privilegerede mennesker (jeg ved det – jeg er en del af det!).

Så hvor både Enhedslisten, Socialdemokratiet og i særdeleshed SF har brugt de sidste fire år på at overveje, hvad de gjorde galt sidst, så synes de Radikale ikke at have brugt tiden på samme måde – og står altså ret stejlt på deres krav.

(2) Mette Frederiksen som leder i en ren S-regering

Det er ret tydeligt, at Mette F. har konkluderet, at Helle T.s store fejl var at love for meget og holde for lidt. Den fejl skal ikke laves igen, så Mette har lovet meget lidt, og det, hun har lovet, har været bevidst uklart formuleret. Til gengæld har hun stået ved håndvasken og fraskrevet sig et hvert ansvar over 2011-2015 regeringen.

Det er et symptom på én ting, at hun først og fremmest vil magten. Det er sådan set okay, men jeg gad godt se, at hendes magt-iver var bygget på et minimum af ideologisk base. Det synes jeg faktisk, at en som Lars Løkke formår at kombinere ret fint.

Så er der det faktum, at Mette Frederiksen omgiver sig med folk, som jeg slet ikke har tillid til. Henrik Sass Larsen, der “ydmygt” har stillet sig til rådighed til at være finansminister (den vigtigste ministerrolle overhovedet i en regering!), selvom han åbenbart har været så syg, at han ikke har villet tale med journalister under hele valgkampen. Bliver han ikke forvist fra sin centrale placering, selvom hans adfærd vil svare til, at en pædgagog ikke vil være i stue med børnene eller en læge nægter at se patienterne. Hvis en politiker ikke vil tale med pressen, så skal han finde noget andet at lave. Men det gør han tilsyneladende ikke – og der er det politiske lederskab forpligtet til at henvise manden til reservebænken – og ikke i ministerbilen. (Her er trods alt stadig et spinkelt håb for, at det sker).

Endelig er der hendes nærmeste rådgiver Martin Rossen. Han bliver i Berlingske beskrevet som årsagen til Socialdemokratiets succes, og en person beskriver ham således i artiklen; »Politik er et hårdt spil, og kommunikationen kan være barsk. Men Martin Rossens måde at kommunikere på med intimiderende SMSer er alligevel noget for sig,« 

Denne bekymring har jeg nok mest som embedsmand, fordi han har et virkelig dårligt ry på slotholmen – hvor han såmænd nok er dygtig, men virkelig giftig for sine omgivelser at arbejde sammen med. Jeg nægter dog at anerkende, at resultater der opnås på bekostning af andre mennesker psykiske velbefindende er i “flotte”.

Kort fortalt – har jeg ikke tillid til hverken Mette F. eller hendes nærmeste rådgivere – og jeg ville sådan ønske, at de ikke kan komme til at danne regering alene. Her vil de Radikale kunne gøre en positiv forskel!

(3) Kompromisser er umoderne

Sidste punkt er vel i virkeligheden det grundlæggende problem med politik nu til dags: kompromisser er blevet umoderne. Vi – vælgerne – vil ikke acceptere, hvis vores politikere ikke kan levere på alle deres mærkesager, eller stemmer for forslag, som vi ikke kan identificere os med. Det betyder, at vores politikere har svært ved at indgå kompromisser uden at blive slagtet efterfølgende – hvilket gør det rigtigt svært at lave funktionsdygtige regeringer i dag.

En valgkamp vil altid være et ekseptionelt display af uoverensstemmelser. Det er der ikke noget nyt i, men vi vælgere straffer partier meget hårdt, når de går i regering og forsøger at opnå indflydelse (især de små fløjpartier står for skud). Vi har skabt et system, hvor det er strategisk bedst at stå uden for indflydelse. Det er problematisk!

Det er som George Washington siger til Hamilton i slutningen af nummeret Cabinet meeting # 1 “Winning was easy, young man. Governing’s harder…. You have to find a compromise“. Sangen handler om, at vi ikke kan styre et land uden at forstå og respektere vores politiske modstandere, så der kan indgås fornuftige kompromisser – hvor alle får et udbytte af samarbejdet.

Det er politikerne, som skal finde kompromisset – men måske vi som vælgere også skal udvikle en større respekt for, hvor svært det er at gøre netop dette.

Det skal være de sidste ord i en lidt for lang snak om, hvorfor jeg ikke er meget optimistisk over, at det nok skal lykkes at få udstukket en ny kurs for Danmark lige foreløbigt. Jeg krydser fingre for, at jeg tager fejl.

Hvis I ikke allerede har stiftet bekendtskab med Hamilton musicalen, så vil jeg varmt anbefale jer at gøre det. Det er historie, politik og sang i det fedeste mix, jeg nogensinde har oplevet. Men det er #veryoldnews.

Sådan får almindelige mennesker politisk indflydelse

1. Organisér dig

Størrelse betyder noget. Det ved vi – og det ved politikere. Det betyder noget, om du bare er Anne fra Amager – eller om du er Lizette fra LO. Ikke hermed sagt, at du skal være formand for noget for at blive hørt. Men de fleste problemer har en interesseorganisation, og du kan få dem til at køre din sag. Hvad end det er i medierne, i lobby-arbejde eller i retten.

Mange interesseorganisationer er også repræsenteret i lokale udvalg og råd. F.eks. er der handicapråd i alle kommuner, der er et vildtforvaltningsråd, et beskæftigelsesråd osv. osv. Hvor forskellige parter inden for et område er repræsenteret. Det er her, hvor du kan føre principielle sager og få dem løftet op på et politisk niveau.

Udfordringen ved denne vej er, at den er slagen. Det vil sige, at politikerne ikke føler sig særligt truet, når der er drøftelser i et råd eller udvalg. Fordi det typisk holdes i en mæglende tone og uden for mediernes søgelys,  er det meget lettere at ignorere. Til gengæld kan du få indsigt i, hvad baggrunden for et givent regelsæt er – og du kan finde ud af, hvilke andre interesser du er oppe i mod. Hvem er det, du skal have overbevist for at komme videre? Og du kan også få lavet nogle rigtig gode løsninger, hvis du kan finde ud af at gebærde dig i disse fora. Men vid hvornår du skal tage din kamp til næste niveau.

En betydelig lettere måde “at organisere” sig på er at lave en underskriftindsamling online. Det kan til et borgerforslag, som tvinger folketinget til at tage stilling til dit forslag. Det kræver 50.000 underskrifter, men er en effektiv måde at få politikerne til at tage stilling til en problemstilling. Du kan også bare lave en almindelig underskriftindsamling eller sågar facebook-gruppe (tjek fx. “Bevar de forhadte vandløb”). Det er oftest lettere at komme i medierne eller blive taget alvorligt, når du skriver til en borgmester eller minister, hvis du kan dokumentere, at du har en hel masse bag dig (det er jo potentielle vælgere).

Black and white photograph of the back view of street protesters in a rally in Washington.

2. Skriv direkte til den ansvarlige politiker

Når du har udtømt de officielle klagemuligheder, når der er truffet en afgørelse i din sag, så skal du ikke bruge mere tid på at klage til forvaltingen. Nu skal der andre boller på suppen. Find ud af, hvem der er ansvarlig for dit område. Hvis du er i tvivl, så send brevet til alle, du tror kunne være blandet ind i det.

Skriv til politikeren – direkte! Rigtig mange ministre vil gerne svare på ALLE breve, der kommer ind til dem (især i starten af en periode). Det er farligt spild af tid, for der kommer rigtig mange bizarre breve ind. (Jeg har engang behandlet et borgerbrev fra en dame, som var bekymret for størrelsen på hendes blomster i haven). Det er guld værd at få mulighed for at fremsætte sin sag for ansvarshavende politiker direkte.

Fordelen er, at du får mulighed for at fremstille din sag i sin helhed, og hvis du gør det godt (se punkt nr. 6), så kan du få lov at påvirke, hvilken løsningsmodel der bliver valgt.

Udfordringen er ligesom punkt 1, at kritik der gives privat er lettere at overhøre. I så fald bør du udnytte, at det demokrati har flere lag. Hvis du fx. oplever, at en borgmester ignorerer din kritik, så skriv til hele byrådet. Hvis det ikke virker, så skriv til den ansvarlige minister. På den måde kan du fremtvinge en reaktion alligevel. Hvis en minister ikke lytter, så skriv til hele det politiske udvalg, f.eks. retsudvalget er på justitsministeriets område.

3. Skriv på facebook

Når fornuftens stemme bliver ignoreret, så er det tid til at råbe og finde den store kanon frem. Du kender den allerede. Der er taget utrolig mange politiske slagsmål på baggrund af opslag på facebook. De spreder sig som steppebrande, og 67 % af alle danskere er der. Så her kan du virkelig få folks opmærksomhed.

Udfordringen ved denne metode er, at der sjældent bliver taget særligt gode beslutninger på baggrund af facebook-opslag, fordi det skal gå enormt stærkt, når først en shitstorm starter, for det politiske pres er betydeligt. Det vil sige, at politikere tit vil nedsætte en kommission, lave en undersøgelse eller sætte penge af til en taskforce. Det er ikke egentlige løsningsmodeller, men ren damage-control. Du kan derfor anse facebook-vejen, som god til at blive hørt, men du blive ikke nødvendigvis taget tilstrækkeligt alvorligt til at lave varige forandringer. Du skal være indstillet på at lave en del opfølgende arbejde for at følge det til dørs.

4. Skriv til pressen

Facebook kræver et minimum af indsats fra din side, men det virker kun for visse typer af historier, der fungerer i det medie. Det skal være en ret let historie at fortælle, og der skal være en meget klar skurk at fortælle om. Pressen kan også godt lide simple historier, men de tager trods alt fra tid til anden mere komplicerede historier op og er gode til at fortælle dem.  Så hvis du har en  historie, som måske også kræver lidt gravearbejde eller adskillige sammenhængende sætninger at få afdækket helt, så alliér dig med pressen. De gør også en dyd ud af at holde politikerne til ilden.

Det er dog særligt, hvis det er landsdækkende presse. Hvis du skal have fat i lokalpressen, så er det en god idé at lave benarbejdet selv. De har ikke så mange ressourcer til rådighed, så hvis de skal bringe en historie, så øger du din sandsynlighed for at blive bragt – hvis du skriver den selv (og de er ikke for fine til at bringe den uden dit navn på). Men det kan jo være her snebolden begynder at rulle, for politikerene får presseklip fra alle landets aviser.

Udfordringen ved at skrive til pressen er, at det kræver mere arbejde fra din side. Pressen har også sin egen agenda, så det er ikke sikkert, at din historie bliver fortalt, som du havde håbet.  Men enhver historien i risiko for at spinne ud af din kontrol, når den kommer ind i den offentlige debat.

5. Søg aktindsigt – og læs referater

Viden er magt! Derfor er det en god idé at vide en masse om det politiske emne, som du ønsker at ændre sig. Udover almindelig research er der en masse viden inden for forvaltningen, som kan være svær tilgængelig, men meget anvendelig. Du kan få den, hvis du fx. søger om aktindsigt.

Som embedsmand er det svært lige frem at opfordre til, at folk skal søge om aktindsigt (jeg må skrive et uddybende indlæg en anden dag, men helt kort fortalt, så bliver der spildt ufattelig mange penge på åndssvage aktindsigter fra folk, som må have adskillige diagnoser på CV’et).  MEN det er klogt at søge om aktindsigt, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet, og du har en fornemmelse af, at der ugler i mosen – eller at der bliver dækket over fejl.

Selvom embedsmænd hader aktindsigter, så kan jeg love for, at de bliver taget  alvorligt. Og særligt hvis vi bliver tvunget til at offentliggøre fejl eller politisk betændte hemmeligheder. Hvis du har fået en afgørelse, du synes er sketchy kan du søge om aktindsigt i al korrespondance omkring det. Hvis du har en fornemmelse af, at din sag bliver handlet anderledes end andres, kan du søge om aktindsigt i afgørelsen af deres sager. Det kan også være, at du vil undersøge, hvilke alternative løsninger politikerne har fået præsenteret forud for den beslutning, de har truffet. Søg om aktindsigt i dem!

Vær specifik omkring, hvad du søger. Det er lettere for dig – og det er lettere for embedsværket. Mange er paranoide og tror, at embedsværket forsøger at skjule ting (det er delvist rigtigt, men én måde at skjule ting på, er at drukne dig i informationer. Overblikket forsvinder, hvis du får flere sider, end du kan overskue at læse). Men hvis du søger om aktindsigt i alle afgørelser om xx, så får du dem – og ikke alle alt der nogensinde er skrevet om xx.  Det er godt, for der er mange ligegyldige akter.  Så lad nu embedsværket gøre sorteringsarbejdet for dig.

En anden mulighed er, at du læser referater fra byrådssalen etc. Her kan du se, hvis der er politisk uenighed omkring noget. Det kan være politikere, som forsøger at presse embedsværket til at gøre noget, som de advarer om er ulovligt/problematisk – eller uenighed mellem partier. Det er viden, som er guld værd, hvis du skal finde ud af, hvad dælen der foregår.

6. Giv konkret og konstruktiv kritik

Sædvanligvis lyder rådet, at kritisk skal gives kærligt, konkret og konstruktivt, men når det handler om magtmennesker, så skal du skrue ned for kærligheden og op for kamplysten (men det er ikke en opfordring til at være ondskabsfuld!).  Du skal dog stadig sørge for,  at hvad end du skriver, at din kritik er konkret og konstruktiv.

Hvis din kritik alene er “AFSKAF ALLE REGLER OM X” eller “LARS LØKKE ER DUM” – så overbeviser du ikke nogen, og så får du ikke ændret noget. Det er også alt for let for en politiker at begynde at tale om noget andet, hvis det er uklart, hvad kritikken går på. De er i forvejen ret dygtige til det trick, så ingen grund til at gøre det lettere.

Endelig skal du sørge for at være konstruktiv. Gør det muligt at løse dit problem. Ingen politiker kan afskaffe alle regler om noget med et snuptag. Så peg på en realistisk løsningsmodel, hvis du har den. Måske kan du ikke give en løsningsmodel. (Det er f.eks. svært at have en løsning på udfordringerne i det finansielle system, men let at finde problemer med det). I de tilfælde kan du foreslå en proces, hvor de mennesker der har kompetencerne til at finde på en løsning bliver sat sammen og skal finde en måde at nå et specifikt mål, f.eks. reducere skattesnyd med 50 pct.  eller øge beskæftigelsen for en bestemt målgruppe.

Udfordringen er, at det er svært at være konkret og konstruktiv, når man er vred. Det er også svært at være konstruktiv, hvis man er meget idealistisk. Det er nobelt, men ikke særlig effektivt, at stå fast. I et demokrati skal man søge kompromisset. Det er det modsatte: du skal lytte og bevæge dig.

 

Det blev et temmelig langt indlæg, men jeg har tilsyneladende fået samlet en del erfaringer fra de sidste 10 år af mit liv med politik gennem studie og job. Jeg håber, at der er et par stykker, som har orket at læse sig igennem hele molevitten og føler sig inspireret til at ændre verden. Det er ikke let, men det er det værd. 

Hvorfor Liberal Alliance burde gå ind for højere arveafgift

Joachim B. Olsen harcelerede fornyligt over, at det var virkelig synd for folk, som havde mistet deres forældre, at de skulle betale 15 pct. i arveafgift på al arv udover 289.000 kr.

Det er selvfølgelig synd for folk, at de mister deres forældre. MEN jeg synes  ikke, at det er mere synd for de mennesker, som ved samme lejlighed får adskillige hundredetusinder (måske endda millioner) af kroner ind af døren, end det er for de mennesker, som må afskrive sig arven, fordi deres forældre ikke efterlader sig andet en gæld.

At Liberal Alliance kæmper for de mest priviligerede mennesker i Danmark er ikke nyt, men dette forslag er hverken liberalt eller særlig klogt.

Derfor kommer her tre grunde til, at Liberal Alliance bør støtte, at vi hæver arveafgiften:

1. En ægte liberal hader nedarvede privilegier

Liberalismen udsprang i sin tid af en modstand mod nedarvede privilegier og anførte, at individets lige ret til frihed er det vigtigste.  Arv er i ordets reneste betydning et nedarvet privilegium, som anfører slægten og ikke individet som det organiserende princip. Det er simpelthen ikke foreneligt med en liberal tankegang.

Modargumentet: Det er individet, som har tjent sin formue, der har ret til at at bestemme hvem der skal overtage den efter sin død.

Mod-modargumentet: Problemet er, at individet som vi henviser til ikke eksisterer mere! Som Adam Smith noterede sig, så “findes der ikke nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden”. Det er bizart at lade døde mennesker afgøre, hvordan vi skal fordele vores formuer – hvorfor ikke også give dem stemmeret ved samme lejlighed?

2. Arv skaber dårligere resultater 

Arv skaber dårligere resultater i kraft af en skæv konkurrence. Ligesom vi gerne vil vælge vores ledere selv, ud fra en forventning om, at de så bliver bedre ledere end monarkerne, fordi de er nødt til at tage højde for vores (vælgernes) ønsker. På samme måde er der ingen grund til at tro, at fordi din mor var en dygtig forretningskvinde, så er du det også – det viser sig nemlig, at familieejede virksomheder der overdrages faktisk ikke klarer sig lige så godt, når sønnike overtager, som da far var ved roret. Når vi har arv inde i billedet, så belønner vi ikke de dygtigste og flittigste, men blot dem som var så heldige at blive født ind i en rig familie. Den effekt bør begrænses.

3. Arveafgift er en super måde at beskatte på

Arveafgift er klart en af de klogeste måder at beskatte borgerne på, fordi de negative konsekvenser økonomisk set er begrænsede. En arveafgift er en effektiv måde at indkræve skat på, fordi den ikke skaber et dødvægtstab for samfundet på samme måde som f.eks. indkomstskatten, hvor folks incitament til at arbejde ekstra er faldende.

Hvis vi sænker arveafgiften, så vil der være et behov for at få pengene via andre beskatningsformer, som er dyrere for samfundet. Faktisk viser det sig, at en høj arveafgift får folk til at arbejde mere, hvor en høj indkomstskat får folk til at arbejde mindre (læs mere her). Det er også sjovt, at vi i den henseende er meget optagede af incitamentsstrukturer for mennesker uden for arbejdsmarkedet, men ikke tror at rige mennesker bliver dovne af at få penge forærende.