Gift ved første blik

Alle taler om det. Gift ved første blik. DR’s reality-hit. De har solgt konceptet til udlandet, og som trofast seer forstår jeg godt, hvorfor folk vil have en bid af bryllupskagen. Det er altså virkelig godt tv.

Det er god underholdning, hvilket  er en af de vigtigste egenskaber ved reality tv. Der skal være en god spændingsopbygning og relaterbarepersoner. Det er der! Vi starter med et brag. De bliver gift med en ukendt person. Det vil i andre kontekster være the grand finale, men her er det bare anslaget. Hvad sker der nu? Vil de forblive gift? Har match-makerne gjort det godt?

I de amerikanske udgaver bruger de meget tid på matching processen, som bliver et udvælgelsesløb i sig selv. Det fylder ikke noget i den danske version, og det er godt. For jeg gider ikke bruge tid på mennesker, som ikke hænger i.  Her bliver vi præsenteret for parrene hurtigt, og så bliver de gift. BAM!

Når gift ved første blik udmærker sig, så er det fordi det også er godt public service tv. Det formår at lære sine seer om socialklasser (man er slet ikke i tvivl om, hvem der bliver matchet, selvom man ved meget lidt om dem), om relationsdannelse og om hvordan vi alle har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, som er en udfordring, når vi skal danne relationerne med andre (der er altid en psykolog, som kommenterer på deltagernes konflikter undervejs, hvilket på en måde er meget anti-reality tv, men det er godt).

Speak-introen fortæller os, at vi har at gøre med singler som har prøvet alt uden at finde kærligheden. Jeg tvivler på, at de har prøvet alt, men det er et godt anslag, fordi vi får en fornemmelse af, at det er sidste udkald for dem og det giver dem en grund til at melde sig til dette temmelig radikale eksperiment. Derudover fortæller det seeren, at deltagerne er vanskeligere end gennemsnittet. For ellers havde de nok fundet en partner på egen hånd.

Der er i de første programmer en konflikt, som går igen sæson efter sæson. Mændene komplimenterer kvinderne så meget, at de føler sig klemt, fordi de ikke har romantiske følelser for deres nye ægtefælle endnu. Det her udspiller sig typisk i de første par dage, og det kan undre, at nogen overhovedet har romantiske følelser endnu.

Kathrine (den ene del af det “unge par”, som alle hepper på) siger noget ala “jeg har brug for, at du skruer lidt ned – jeg kan ikke klare, at du siger, at jeg er fantastisk, når jeg kun kan sige, at jeg synes, du er sød. Jeg bliver presset, når du siger, at jeg er perfekt”.  På nuværende tidspunkt råber min mand af tv’et: “HAN MENER DET JO IKKE – HAN SIGER DET BARE FOR AT GØRE DIG GLAD!!!!”.  Michael (den anden halvdel af det unge par) konkluderer på snakken, at han skal starte med at være mere ærlig om, hvordan han har det.

De fleste andre kvinder i programmet har forskellige versioner af samme problem. Og det giver stof til eftertanke, for jeg havde heller ikke tænkt tanken, at søde Michael bare var ekstra sød for at gøre hende glad (og måske også en anden mere lumsk bagtanke). Men til gengæld forstår jeg fuldt ud, hvorfor man bliver presset af en asymmetrisk kærlighedsrelation.

Jeg forstår godt, hvorfor kvinderne absolut skal sige til deres nye ægtefæller, at de ikke kan lide dem så godt endnu, når de kun har kendt hinanden i få dage, og det er helt normalt?  Det er, fordi 1) de gerne vil have, at der bliver skruet ned for forventningerne (det handler om sex, ik?!), og 2) det bliver en mental stopklods for en videreudvikling af relationen, hvis man hele tiden er nervøs for, at man kommer til at skuffe sin partner.

Og så sker det! Både min mand og jeg får en åbenbaring. Jeg kan pludselig se, at det er ret svært at være mand i den der kurtiseringsproces. Og han ser, at kvinderne virkelig bliver meget påvirket af at føle, at de ikke kan leve op til forventningerne. Det er sgu da godt tv!

Og nå ja, så er der Carsten. Hvad fanden sker der for Carsten?

Follow my blog with Bloglovin

Et hus med sjæl og to toiletter

Et af mine yndlings livstilsprogrammer er Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed på tv2, hvor vores to værter Sara og Christian guider seerne og de udvalgte par gennem et huskøb. Eller i hvert fald et potentielt huskøb.

Vores købere leder efter alle mulige slags huse, men deres boligjagt er tit kendetegnet ved at have både meget konkrete og meget flyvske ønsker: ‘sjæl og to toiletter’, ‘fire værelser og landlig idyl’ eller ‘herskabelig lejlighed til usandsynlig lav pris i Frederiksberg C’. Okay, det sidste er ikke så flyvsk, bare ikke-eksisterende.

Pointen er simpel: man kan ikke købe hus uden at gå på kompromis – og naturligvis at beliggenheden afgør prisen. The rare but valid point kommer altid bag på deltagerne. Som seer kan man bare sidde og lune sig ved, at man selv er meget bedre huskøber. 

For mit vedkommende var det bare overhovedet ikke tilfældet. Jeg ville selv have et lidt skørt hus, som jeg kunne gå rundt om, med en vild grøn have. Det var det jeg kiggede efter. Men efterhånden som det gik op for mig, at villa villakulla ikke var til salg, og vores husjagt var frugtesløs jeg se, at et minimum af vedligeholdelse, børnevenligt nabolag og pris var vigtigere. Det var i virkeligheden de rammer, som kunne give os villa villakulla-følelsen, hvor der var plads til leg, begejstring og frihed.

Jeg endte med et rækkehus med en flisebelagt frimærke-have (som jeg en dag nok skal få fyldt med lidt græs). Det var et kompromis, men jeg er så glad for vores valg. Fordi vi her får et hus uden så mange bekymringer, men med plads, luft og lys.

Programmet hjalp os til at få indblik i, hvordan en forhandling foregår og hvad man kan spille ind med – samt hvilken rådgivning der er relevant. Og jeg brugte det f.eks. til at sige, at hvis ikke sælger vil gå (mere) ned i pris, så skal det være top-nemt for mig. Så skal de små K3’ere udbedres, så jeg ikke behøver at skifte en fuge eller købe en ny dør og jeg vil overtage huset, så det passer mig!

Programmet er både rent livsstilsunderholdning, men med en god portion public-service. De åbner helt sikkert ikke kun deltagernes øjne, men også seernes ift. at overveje nye muligheder. For de vælger meget diverse gruppe af deltagere – de unge par med børn, der skal have noget større. Det ældre ægtepar, som vil flytte i noget mindre inde i byen. Familien som vil bo sammen flere generationer. De rige som gerne vil have et hus der viser, at de er det osv osv. (men der er klart en overvægt af storby-par, som vil have mere plads – men jeg tror helt sikkert, at en meget bred målgruppe vil kunne finde deltagere, de kan spejle sig i).

Uge efter uge viser det, at uanset budget og krav, så findes det perfekte hus ikke. Hvis man leder efter perfektion, så finder man aldrig sit hus (det gælder vist nok også andre forhold i livet).