Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!

baby lying on gray textileInden for de seneste par måneder har to af mine veninder fået deres først barn. Jeg har været forbi med gaver og rosende år. Smukke børn. Seje mødre. Alt er godt.

Meeeeen jeg har opdaget, at jeg fisker efter de dårlige nyheder, de hårde nætter og knas i parforholdet, når jeg har været på besøg. Det er sådan set ikke, fordi jeg ønsker, at de har problemer. Jeg leder nok bare efter noget, jeg kan spejle mig i. Og det har vist sig lidt vanskeligt.

Min ene venindes baby havde et “anfald”, da jeg var på besøg – og jeg kunne næsten ikke høre det. Ungen peb lidt, og det var tilsyneladende, sådan barnet var, når han var mest sur. Saaaaaay whaaat?! Og han sov længe. Det føles uretfærdigt.

Min anden veninde er 100 procent forelsket og lægger det ene billede op efter det andet af “prinsessen” med ordene “Kærligheden har fået en helt ny betydning” og “jeg kan slet ikke stoppe med at kigge på hende”.

Altså. Det er jo dejligt, at de er lykkelige. Men det kan da ikke være hele sandheden. Kan det? Jeg føler lidt, at jeg bliver løjet for.

Jeg havde det ikke specielt svært selv (ingen kolik eller syge børn). Så jeg vil nok beskrive det som medium svært. Jeg syntes også ungen var fantastisk. Men jeg syntes også, at han så meget vred ud. Han skældte mig ud, når mælken kom for hurtigt. Når bleen var våd. Når jeg var for langsom. Når jeg ikke forstod ham.  Det var ikke ren lykke.

Jeg havde massive udfordringer med min nye identitet som mor. Hvordan kunne jeg være mig selv og mor? Det tog sgu da tid at finde ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret endnu. Og når jeg føler mig allermest presset af verden, mor-rollen og mig selv, så bliver jeg stiktosset. Vred. Punktum.

Jeg var træææææææt helt ind i knoglerne. Mit barn sov kraftedme ikke fire timer i træk, før han var langt over et halvt år gammel. Og jeg har til dato aldrig oplevet, at han har sovet længe. Før seks er reglen.

Det er nok derfor, at jeg følte mig kaldet til at skrive til billedet af prinsessen og kommentaren om kærligheden. “Du vil nok få lidt mere komplicerede følelser med tiden”.

Jeg kan godt se det. Jeg er et småligt menneske. Det mangler sgu da bare, at jeg tager del i glæden og ubetinget siger tillykke.

Undskyld!

Det er bare en fase.