Hverdagens små spørgsmål

… Forleden spurgte min læge mig, hvordan jeg tørrede mig efter et bad. Baggrunden for spørgsmålet var, at jeg har fået noget snask på det ene bryst, som det viser sig er bakterielt betinget. Løsningen: jeg skal vaske og herefter tørre mit bryst med en hårtørrer 5-6 gange dagligt og smøre med noget salve.

Jeg står tilbage med to væsentlige spørgsmål 1) hvem tørrer sig med andet end håndklæder efter et bad? 2) forestiller hun sig, at jeg skal tage en hårtørrer med på job og for at rulle den ud og tørre patter hver anden-tredje time i en toiletbås?

…. En kollega har opfordret mig til at begynde at investere i aktier, som en del af en feministisk projekt. (Det er åbenbart kun mænd, der køber aktier). Jeg orker ikke rigtigt, men jeg har overvejet at forsøge mig med barnets børneopsparing (som ikke er startet endnu). Da min kollega fortalte, at hendes forældre havde købt aktier for 1000 kr til hende, da hun blev døbt, som var 100.000 kr. værd, da hun fyldte 18, fik jeg kolde fødder.

Bliver børn ikke forvænte af SÅ store summer af gratis penge? Hvor mange penge kan man forære væk uden at risikere uforvarent at påføre privilegieblindhed og et borgerligt mindset?

… I søde læsere har gjort det klart, at barn nr 2 måske nok er lettere følelsesmæssigt, men hvis ungen ikke sover, så bliver det en helt ny slags crazy, plus logistikken bliver væsentligt hårdere. Så hvordan i alverden forbereder man sig på det? Det er ligesom udelukket at sove på forhånd.

…. Når vi nu – nærmest – snakker om fødsler. Laver alle kvinder knibeøvelser hver dag hele livet? Eller kan man på et tidspunkt stoppe? Og hvor mange minutters knib taler vi om?

Jeg orker ikke at skulle forholde mig så aktivt til mit underliv all day everyday – og er der overhovedet evidens for træning, man ikke kan måle på Endomondo?