Travlhed som adelsmærke

grayscale photo of people during marathon

I denne uge er jeg stødt på en interessant podcast, der virkelig har udfordret mine egne holdninger. Det drejer sig om Ezra Kleins podcast, hvor Yale-professor Daniel Markovits er gæst og fortæller om, at “when meritocracy wins, everybody loses“.

For de fleste mennesker – særligt bureaukrater som jeg selv – er den påstand meget provokerende. For meritokratiet står for mig, som en ubetinget god idé, fordi det bygger på, at vi forfremmer folk på baggrund af deres kvalifikationer (“meritter”) og indsats – og ikke nedarvede privilegier m.m. What is not to like?

Daniel Markovits mener dog, at dette “meritokrati” også har betydet, at vi i dag ikke vil acceptere, at folk er dygtige nok til deres arbejde. De skal være de bedste! Problemet er, at de klogeste hoveder ikke nødvendigvis løser en opgave på en måde, som faktisk giver større værdi til samfundet. Til gengæld skaber det en hyper-konkurrence, som fører til dårligere liv – både for dem der vinder konkurrencen, fordi de skal knokle sig selv ihjel, og for dem som taber konkurrence, som vil opleve at få hårdere og dårligere arbejdsvilkår.

Han bruger taxa-branchen som eksempel på en branche, hvor Uber har gjort nogle få meget dygtige app-udviklere meget rige (og nok også trætte) – og nogle chauffører meget fattigere. Gevinsten for kunderne er til gengæld til at overse. De bliver stadig pretty much fragtet fra A – B i en bil.

Nå, men det er jo ikke en taxa-diskussion, som interesserer sådan en som mig. Det er faktisk mere alle de mange afledte problemstillinger, som han fremfører. Han stiller kort fortalt spørgsmålstegn ved, om den evige jagt på optimering og forbedring er et gode? Og om vi ikke i virkeligheden har udviklet et samfund, som er meget lidt morsomt at være menneske i. Fordi vi hele tiden har et ensidigt fokus på at optimere os selv, vores familier og vores karrierer. Derfor er der også stor status i at fortælle, at man har travlt – det signalerer udvikling og bevægelse.

Denne evige jagt på optimering betyder, at vi har udviklet et arbejdsmarked, som er baseret på meget voldsom konkurrence medarbejdere i mellem, som belønner mennesker, der arbejder rigtig meget. Og her opstår problemet altså. At folk arbejder meget mere end de har lyst til, og hvad der er sundt for dem.

Han taler om læger, advokater og børsmæglere, der slider sig selv ihjel og bliver mere eller mindre tvunget til at leve “halve” liv i den forstand, at de må ofre deres egen og deres familiers velbefindende på karrierebålet. Han understreger, at dette ikke rent faktisk er valg, som folk træffer, det er vilkår i deres brancher.

Det er ikke kun os voksne på arbejdsmarkedet, som lider under konkurrencestatens krav om evig forbedringspotentiale. Nej, det forplanter sig til vores børn. Fordi vi som optimeringsparate voksne bliver enormt målorienterede i alle sfærer i vores liv. Også når vi skal opdrage vores børn. Børnene skal gå til fritidsaktiviteter. De skal kunne tale flere sprog. Spille musik og være gode til sport. Vi skal understøtte, at de bliver de bedste i klassen. De skal helst være foran de andre. Det betyder, at vi meget sjældent er sammen med dem uden, at samværet er rettet mod et bestemt formål.

Denne iver betyder, at børnene ikke lærer at finde ro. At hvile i, at de har en værdi uagtet, hvad de præsterer til fodboldstævnet, den næste eksamen eller i skolekomedien. Han mener, at det er derfor, at vi ser et stigende antal unge mennesker blive udbrændte inden livet for alvor er gået igang. Fordi udbrændthed er et udtryk for manglende evne til at slappe af.

Han peger på, at “kvantitetstid” er løsningen og at vi bør øve os i, at vi ikke altid skal opnå noget, udvide vores horisont eller træne specifikke evner, når vi er sammen med vores børn. Vi skal bare være sammen.

Her føler jeg mig ramt (selvom jeg endnu ikke har meldt poden til mandarin eller violin-spil), men jeg har da købt årskort til Experimentariet – og jeg gør en dyd ud af at træne både hans motorik og sprog dagligt. Jeg gør det, fordi jeg er bange for, at han sakker bagud (men også fordi jeg kan se en fidus i, at jeg forstår, hvad han siger og han selv kan tage tøj på – hvis ret skal være ret).

Denne vidtgående samfundskritik har været den væg, som mine tanker har spillet bold op af det meste af ugen. Jeg er ikke så sikker på, at man kan overføre hans kritik 1:1 til et dansk arbejdsmarked, men jeg kan da helt klart genkende ulemperne ved stærke konkurrencemiljøer, som vi nok overser. Jeg føler mig mest ramt som forælder, fordi jeg godt kan genkende en trang til at sammenligne mit barn med andre hele tiden og være skiftevis bekymret for, om han kan følge med eller lykkelig for, at han er foran. Måske man skulle trække vejret dybere ned i maven og lade ungen udvikle sig i det tempo, han føler er mest passende.

Jeg kunne fortsætte denne tankestrøm i en uendelighed (den har trods alt kørt i snart en uge), men jeg stopper her. Lyt til podcasten, der var også meget mere at komme efter, end hvad jeg lige fik fremhævet i dette indlæg.

God weekend!

Det SKAL gøre ondt, før det gør godt

Det moderne menneske kan ikke bare gå rundt og være glad. Det er lidt dovent at være tilfreds. Så prøver du jo slet ikke. Du udnytter ikke dit potentiale.

Som moderne mennesker har vi internaliseret statens 2 pcts effektiviseringsbidrag. Det kan altid blive bedre. DU kan altid blive bedre.

Hvis du føler, at det sguda kører meget godt, så er der gået drift i dit liv. Kunne du ikke lige prøve at tænke lidt ud af boksen? Du burde da gå til en sport! Være lidt kreativ? Skrive en bog! Kom for helvedet i gang med at skrive den bog!

Eller måske bare en blog? Du kunne også få et nyt arbejde. Men så skal det være et svært ét. Rigtig svært. Så behøver du heller ikke gå til sport. (Pew!)