Kunsten at føre den svære samtale

red and white lifebuoy

Foranlediget af mange forskellige artikler om, hvordan man er en god ven, og hvordan man taler med folk i krise, har jeg gennem lang tid overvejet, om jeg egentlig er en god ven.

For jeg gør stort set alt det forkerte. Det vil sige, at jeg giver gode råd, jeg fortæller historier om samme tema fra mit eget liv eller omgangskreds. Jeg bliver løsningsorienteret og får lyst til at lave positive spins på selv de mest trælse ting.

Det er – hvis jeg har forstået det korrekt – alle dødssynder i forhold til at være god til “den svære samtale”. Her må man endelig ikke gøre andet, end at sige “hvor er det hårdt for dig”, “det forstår jeg godt” og “fortæl mig mere om, hvordan du har det“. En af mine veninder kaldte det “at ae med ord”. Det synes jeg er et fremragende billede. For det indfanger – hvor fjollet det føles at tale sådan med voksne mennesker. Jeg aer jo heller ikke andre voksne sådan fysisk? Man aer børn. Man aer hunde. Man aer da ikke voksne?

Nå, men inden du afskriver mig som komplet idiot, så lad mig lige fortælle videre:

I starten var jeg ret irriteret over, at der skulle være så mange restriktioner for en ærlig samtale. Men efter månedsvis af eftertanke har jeg erkendt, at det faktisk er pisse irriterende at få råd, man ikke har bedt om. Jeg synes også, at det er voldsomt upassende, hvis nogen andre prøver at gøre en lorte situation til noget godt. Især hvis det er min lorte situation. Og jeg mest bare de almindelige hverdags trælse ting at tumle med.

SÅ jeg tror, at der er noget om snakken. Jeg er nok ikke særlig god til at tale om svære ting med andre mennesker, som er i den fase, at de ikke skal løse konkrete problemer eller have råd. De skal bare holde livet ud.

Det vil jeg faktisk rigtig gerne blive bedre til. Men det er en mental barriere for mig at forestille mig en samtale, som ikke involverer en eller anden form for udveksling af synspunkter, oplevelser, råd eller dets lignende.

Så nu spørger jeg jer. Hvad er nogle gode sætninger til at tale med mennesker i krise. Hvordan – helt lavpraktisk – taler man sammen i mere end 30 sekunder uden at byde ind med noget selv? Altså andet end forståelse og support.

HJÆLP!

p.s. Jeg har også læst, at man ikke kan sige noget forkert. Hvis man er i dyb krise, så kan man ikke sige noget, som gør tingene værre. Det eneste, som er helt forkert, er at lade være at tale med folk, fordi man er bange for at sige noget forkert. Så der er da et spinkelt håb om, at jeg ikke ender i helvedet for al den handlingsorienterede krise-dialog, som jeg har bedrevet indtil nu.