Tankemylder #2 – valgspecial

  • Så kom der ENDELIG en ny regering. Jeg sidder i skrivende stund og lapper News’ dækning af den nye regering i mig, imens jeg kører hjemmedyrkede kirsebær i fjæset. Det er jo helt befriende, at de har noget reelt at tale om og ikke bare til bevidstløshed gennemgår forskellige bud på ministerlister. Selvom jeg har det bedst, når jeg er lidt sur på systemet – så må jeg sige, at det er et stærkt hold, og jeg glæder mig til at se, hvad de kan drive det til.
  • Der er selvfølgelig lige det med kvinderne! Jeg ville hellere have haft tættere på 50 pct, men det tæller altså ekstra, at statsministeren er kvinde, at forsvarsministeren også er en kvinde, at der er to kvinder i Økonomiudvalget, OG at man udnævner en gravid Joy Mogensen som minister. Og er jeg den eneste, som glæder mig over, at ALLE kritiserer regeringen for, at der er for få kvinder? Det er sgu da en sejr i sig selv! Det er jo netop, når vi ikke bemærker skævvridningen, at den er allermest farlig. Så selv som feminist er jeg tilfreds!
  • Jeg misser ministeroverdragelsen i mit ministerium, fordi der samtidigt er afskedstamtam for en af medlemmerne i min mødregruppe. Hun flytter langt væk – og som jeg tvivler på, at jeg ser hende igen herefter. Det føles forkert, hvis jeg skulle undlade at sige farvel til en person, som har spillet en stor rolle i en vigtig periode i mit liv, bare for at se noget politik-cirkus. Men lige nu er det altså svært at hvile i det valg!
  • Jeg så igår billedet af den druknet far og datter (som i øvrigt har meget lighed med billedet af den 3-årige syriske dreng på stranden for nogle år siden). Jeg kan simpelthen ikke finde en måde, hvor jeg kan rumme det. Børn dør jo hele tiden, men der er noget med de flygtningebørn, som går lige i hjertet og som gør, at jeg tuder, bare jeg tænker på det. Måske er det, fordi det er et billede på en hver forældres værste frygt; at man ikke formår at passe på sit barn. At man i forsøget på at sikre dem en god fremtid, slår dem ihjel? Eller også er det, fordi jeg føler mig medansvarlig for at være en del af et system, hvor vi har grænsebomme for at passe på de privilegier, som sådan nogle som jeg selv har. Jeg ved det ikke, men jeg kan simpelthen ikke holde det ud.