Den utilstrækkelige mor

“Jeg vil også have frugt, mor” siger Hubert. Jeg har ikke pakket noget frugt. Vi skulle jo bare lige hjem fra vuggestuen. Men vi fulgtes med en, som havde frugt med. Jeg havde heller ikke vand med. Hubert sætter sig slukøret på bænken.

Han ryster skuffelsen af sig, også stikker han af på sin løbecykel. Efter at have forsøgt nogle venlige “stop skat”, “søde dreng, vent på mig”, må jeg i stedet slå over i at løbe som en vanvittig efter ham med barnevognen foran mig. “STOP SÅ for helvede!”.

Mit råberi medførte intet andet, end at de tværgående cyklister i lycra og med motor kunne høre, at de nok skulle forvente noget ureguleret trafik fra sidevejen (hvilket jo også er en slags sejr). “NU gider jeg ikke mere pis med dig. Det er pisse farligt, når du laver det lort”.

Han kommer op på barnevognen. Sveden hagler af mig. Ungen hyler som en stukken gris, og lillebror vågner selvfølgelig af det. Vores by er heldigvis bygget til 2 årige kamikaze-cyklister med cykelstier og viadukter, der leder de bløde trafikanter uden om de hårde.

Barnevennen og dennes mor indhenter os – og sammen med dem kommer: Skammen. Over ikke at være mere i kontrol. Over at jeg råbte. Over at jeg ikke kunne stoppe ham. At jeg hverken havde vådt eller tørt med. Over at jeg ikke kan få ham til at gå ved siden af vognen, men må slæbe ham hjem. Fuck altså.

Jeg bliver meget selvbevidst og usikker, når jeg skal opdrage mit barn i andres nærvær. Jeg kan ikke føle mig andet end utilstrækkelig. Jeg forsøgte at skabe lidt fortrolighed ved at sige “det er sjovt, hvordan man troede, at man kunne have en masse nagelfaste principper for sin opdragelse, men så går det op for en, når man får børn, at alt er til forhandling”.

Det var det så ikke hos kammeraten.

Det kan da ikke kun være mig, som dagligt forundres over barnets bevidsthed om, hvor langt skrig og skrål kan bringe dem i en forhandling? De der tårer, han tvinger ud, når jeg siger, at han ikke skal have sut/saft/tv – de er fandme ikke rigtige tårer! Men de larmer bare lige så meget.

Min kloge veninde fortalte, at hendes egen mor havde været nødt til at lære at fylde mere i et rum af at få børn. Det kan jeg godt følge. At jeg mangler at lære at stå fast på min måde at være forælder på – også når der er vidner til. Det kræver jo mod at fylde noget.

Så næste gang behøver jeg måske ikke dukke hovedet over den manglende proviant, men blot konstatere, at vi jo ikke har en jordomrejse foran os. I stedet for at skamme mig over, at jeg ikke har formået at lære ham trafikreglerne endnu, så vil jeg stå ved, at jeg faktisk har prioriteret højere, at han kan køre godt på cykel. For det var faktisk et bevidst valg ikke at bremse ham ved hver fucking krydsvej i starten.