Transport-etapen

man holding classical guitar

Weekenderne er ikke det samme, som de har været.

De starter før seks. Det gør alle dage. Men det gør lidt ekstra ondt en søndag.

Jeg tager til bageren ikke bare for at fylde maven med blødt brød, men i højere grad for at have en undskyldning for at køre 15 minutter hver vej, så jeg kan nyde, at mine børn er spændt fast i bilen og ikke er i stand til at lave unoder.

Vores aktiviteter er centreret omkring at holde os på benene. For hvis vi først sidder i sofaen og bilder os selv ind, at det her er tiden, hvor man slapper af efter en lang uge, så opstår problemerne. Den store diskrepans mellem virkelighed og ideal bliver ubærlig.

Nej, weekenden i børnefamilien er at betegne som en transportetape, hvor alt man laver er under devisen “så gik der tid med det”.

Som regel har jeg accepteret min skæbne og forsøger at finde fornøjelse i at stå i en time på legepladsen i regnvejr, at stable legoklodser i timevis eller købe ind med børn, der konstant er ved at rasere butikken/stikke af.

Jeg hygger mig selvfølgelig ind i mellem, men det er jo ikke halve timer med harmoni to børn kan tilbyde. Jeg vil tro, at 5-7 minutter er max, hvor der er ro på og ingen er ved at komme alvorligt til skade/slå den anden ihjel. Der er jeg til gengæld også virkelig lykkelig.

Så er der de andre øjeblikke. Dem der hvor man spyr ild og “taler med store bogstaver”. Hvor man flipper skrot, fordi man har brugt alt sin energi på at lave madpakker og få folk i flyverdragter ud til et naturskønt område bare for at se begge børn gå i spagat og græde som sindssyge. Hvor man installerer dem med hver deres smartphone i klapvognen, som spiller henholdsvis Popsi og Krelle og Spiderman på max volume (for om ikke andet, så overdøver det gråden). Alt i mens man forsøger at spankulere upåvirket videre.

Det er i de øjeblikke, hvor man forstår, hvorfor Dan Turell sagde:

“Mest af alt holder jeg af hverdagen”