Om angsten ved at være forælder – gange titusinde

Jeg har binge-set “De sjældne danskere” på TV2-play. Her følger vi en håndfuld seje børn (Piet, Alberte, Hjalte, Bastian og Andrea), der har det til fælles, at de er tilknyttet Rigshospitalets center for “Sjældne Sygdomme”, og har hver deres helt særlig sjælden diagnose.

Jeg har egentlig følt mig draget til at se serien i et stykke tid, fordi det virkede som nogle skægge børn. Særlig Piet har slået sine folder i hygge-tv segmentet og virkede rigtig sjov. Det gør han egentlig også i programmet, men det gik op for mig, at det handler om noget andet.

De her historier er vedrørende for alle forældre, fordi den taler til den der grundangst, man får med fra hospitalet om, at ens barn kan dø (eller blive meget syg). Jeg siger ikke, at det på nogen måde er lige så slemt, at jeg sidder og frygter død ved vindrue, som hvis ens barn faktisk har været døden nær indtil flere gange. Jeg siger bare, at jeg kan identificere mig med deres historie.

Det må være så h.å.r.d.t. Både for børn og voksne. En af mødrene siger “ja, det nytter jo ikke noget selv at bryde sammen, når man skal have et barn igennem en stor operation“. Det er så sandt, som det er sagt, men det må sat’me være en udfordring at skulle undertrykke sin egen frygt, fordi der er behov for, at man er modig på sit barns vegne. (Det er i øvrigt tydeligt, at børnene har set deres forældres frygt og prøver at være modige på deres vegne. Shit mand, børn altså!)

Det er et fælles træk for de fem børn, at de er ret vellidte, hvilket gør deres historie mindre smertefuld. Altså det kan godt være, at de ser mærkelige ud, men de har faktisk rigtige venner, som vil dem det godt. Og det er lettere at holde ud som seer. Jeg husker, at der var et andet tv2 program, hvor en autistisk dreng spurgte sin mor, hvornår han mon ville få en ven. Av, det skar i hjertet. Så på en skør måde, så har man faktisk ikke så ondt af de her børn (men selvfølgelig ville jeg da ønske for dem, at de kunne være smerte og bekymring foruden). Som seer er jeg fuld af beundring og oplever sådan et rush af at se så morsomme og stærke børn klare sig på trods.

Jeg har dog ondt af deres forældre. En af mødrene fortæller om, hvordan det var at have et nyfødt barn, som er tæt på at dø hele tiden. Hun fortæller, at hun gik rundt og sagde til sig selv, at hun ikke måtte elske ham for meget, fordi hun ikke vidste, om hun fik lov at beholde ham. Det er jo sådan noget nonsens, man kan gå rundt og sige til sig selv i krisetider. Men det fanger så fint, hvor hårdt det er at være forælder til et sygt barn. Du bliver ramt på dit svageste punkt – dit barn – men det forventes/kræves, at du er stærk hele tiden.

Det er virkelig godt public service tv. Jeg håber, at serien får pengene til at strømme til behandling af også de sjældne sygdomme og til hospitals klovnene (som man får en helt anden respekt/forståelse for).

 

Et hus med sjæl og to toiletter

Et af mine yndlings livstilsprogrammer er Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed på tv2, hvor vores to værter Sara og Christian guider seerne og de udvalgte par gennem et huskøb. Eller i hvert fald et potentielt huskøb.

Vores købere leder efter alle mulige slags huse, men deres boligjagt er tit kendetegnet ved at have både meget konkrete og meget flyvske ønsker: ‘sjæl og to toiletter’, ‘fire værelser og landlig idyl’ eller ‘herskabelig lejlighed til usandsynlig lav pris i Frederiksberg C’. Okay, det sidste er ikke så flyvsk, bare ikke-eksisterende.

Pointen er simpel: man kan ikke købe hus uden at gå på kompromis – og naturligvis at beliggenheden afgør prisen. The rare but valid point kommer altid bag på deltagerne. Som seer kan man bare sidde og lune sig ved, at man selv er meget bedre huskøber. 

For mit vedkommende var det bare overhovedet ikke tilfældet. Jeg ville selv have et lidt skørt hus, som jeg kunne gå rundt om, med en vild grøn have. Det var det jeg kiggede efter. Men efterhånden som det gik op for mig, at villa villakulla ikke var til salg, og vores husjagt var frugtesløs jeg se, at et minimum af vedligeholdelse, børnevenligt nabolag og pris var vigtigere. Det var i virkeligheden de rammer, som kunne give os villa villakulla-følelsen, hvor der var plads til leg, begejstring og frihed.

Jeg endte med et rækkehus med en flisebelagt frimærke-have (som jeg en dag nok skal få fyldt med lidt græs). Det var et kompromis, men jeg er så glad for vores valg. Fordi vi her får et hus uden så mange bekymringer, men med plads, luft og lys.

Programmet hjalp os til at få indblik i, hvordan en forhandling foregår og hvad man kan spille ind med – samt hvilken rådgivning der er relevant. Og jeg brugte det f.eks. til at sige, at hvis ikke sælger vil gå (mere) ned i pris, så skal det være top-nemt for mig. Så skal de små K3’ere udbedres, så jeg ikke behøver at skifte en fuge eller købe en ny dør og jeg vil overtage huset, så det passer mig!

Programmet er både rent livsstilsunderholdning, men med en god portion public-service. De åbner helt sikkert ikke kun deltagernes øjne, men også seernes ift. at overveje nye muligheder. For de vælger meget diverse gruppe af deltagere – de unge par med børn, der skal have noget større. Det ældre ægtepar, som vil flytte i noget mindre inde i byen. Familien som vil bo sammen flere generationer. De rige som gerne vil have et hus der viser, at de er det osv osv. (men der er klart en overvægt af storby-par, som vil have mere plads – men jeg tror helt sikkert, at en meget bred målgruppe vil kunne finde deltagere, de kan spejle sig i).

Uge efter uge viser det, at uanset budget og krav, så findes det perfekte hus ikke. Hvis man leder efter perfektion, så finder man aldrig sit hus (det gælder vist nok også andre forhold i livet).