Se netflix og dø!

Cam - not an inspiring disabled person | Modern family cameron, Modern  family quotes, Modern family funny

Corona-OCD-håndvask, begrænset social kontakt og få børn i institution gør, at vores børn ikke bliver syge – overhovedet. Hvad jeg ikke fatter er, hvorfor vi – de voksne – til gengæld ryger under hele tiden. Bliver ens immunforsvar svækket af bastant og langvarig kedsomhed? Af håbløshed og vennesavn? Af at sætte livet på standby og tænde webcamet?

I starten af måneden fik jeg et eller andet, som gjorde mig meget træt og opkastende. Det tog 30 timer. Så var jeg videre. Det var dog et meget lidt smukt forløb med min mand, der var mere end almindelig mistænksom over for min “sygemelding” – og ikke lagde skjul på, at det passede ham dårligt at tage sig af alt det praktiske. Jeg var fyldt med feministisk raseri over, at han ikke bare sagde “læg dig ned, skat – jeg ordner det hele” og smilede lidt i mens. Det ville jeg have gjort.

Min mand forsikrede mig, at jeg sidste år havde skældt ham ud over at have været så svag, fordi han blev syg hele tiden. Det har jeg ingen minder om (men det er da lidt svagt at blive syg hele tiden?!).

Det gik selvfølgelig ikke værre eller bedre end, at jeg så ragede brystbetændelse til mig (IGEN – kan man overhovedet det?!). Jeg er den slags menneske, som går fuldstændig i opløsning over at have brystbetændelse. Kl. 22 gik jeg i seng og tænkte. Avs, min pat gør lidt ondt. Årh, det er nok bare et slag fra et af børnene. Kl. 03 vågner jeg med et hårdt og smertende bryst. Jeg ligger og ryster, fordi feberen tonser derud af. Jeg kan ikke overskue at flytte mig, men ligger sådan set bare og venter på at barnet vågner i håb om at kunne amme det væk. Det kunne jeg ikke. Sådan gik der to dage med at sove og ligge i fosterstilling, indtil min pencilinkur slog det ned.

Denne anden omgang havde jeg det helt klart dårligere – og givet konfliktniveauet i starten af måneden, tror jeg, at min mand strammede sig lidt mere an. Ingen smil. Men dog heller ikke stikpiller, der satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg virkelig var syg.

Uden at vi skal rulle hele husstandens sygehistorie ud, så kan jeg fortælle, at min mand nu har været sløj i 3-4 dage. Det er helt sikkert, at vi begge to har lagt i selen for at lave et nyt narrativ om os selv. Jeg er almoderlig og omsorgsfuld. Smiler. Skal jeg ikke tage børnene? Min mand anerkender mig hele tiden og kalder mig hans helt.

What a pile of shit.

Jeg mistede fuldstændig besindelsen, da jeg i et anfald af overmod var taget alene i skoven med to små børn. Vi skulle “bestige” Herstedhøje (en stor bakke på vestegnen bygget af byggeaffald med jord oven på). Jeg havde bare ikke forudset, at Herstedhøje ville være dækket af is, dødsfornægtende mountainbikere og familier med velopdragne børn. Jeg forsøgte efter bedste evne at skubbe en klapvogn med den yngste op, mens jeg i bedste hyrdehundsstil forsøgte at få min ældste dreng til at følge med.

Han fulgte ikke med. Til gengæld faldt han og slog sit hoved på isen. Flere gange.

Vi nåede heller ikke toppen. Vi nåede ikke engang halvvejs. For begge børn hylede og ville hjem. Efter at have erkendt mit nederlag og have kæmpet i adskillelige minutter på at få bakset en Emmaljunga klapvogn ind i bilen, så faldt den ældste igen på isen! (STÅ NU FORHELVEDET STILLLE!). Jeg sparkede vognen ind i baggagerummet.

Jeg kastede – næsten – lige så skødeløst børnene ind i bilen, mens jeg råbte “VI SKULLE ALDRIG VÆRE TAGET AFSTED! NU GÅR VI HJEM OG SER NETFLIX OG DØR FORAN SKÆRMEN!!!!!”

Jeg må nok erkende, at jeg ikke er stærkere. Jeg er bare mere optaget af at være helten i vores familie. Det går ikke altid efter planen. Så jeg kommer vi til at klare resten af weekenden til rådet, som kommer fra en af jer, som lyder noget i retning af at man må spise kiks, se tv og vente på, at børnene bliver større.

God søndag!

(PS. Vi er selvfølgelig kontinuerligt blevet testet for corona, men det er ikke det, som rammer os)