Barnets allerførste sygedag

For et par dage siden blev jeg ringet hjem af vuggestuen, fordi  barnet havde feber. Ikke helt vildt med 38,5 grader celcius. Jeg løb afsted mod toget. Dels fordi jeg arbejder relativt langt væk fra vuggestuen, så det tager en times tid at komme frem – men også fordi han faktisk aldrig har været syg før. Som i aldrig nogensinde. Det var hans allerførste sygedag.

Han har prøvet at have feber i et par timer efter en vaccination, men det kan dårligt betegnes som sygdom. Ellers har han faktisk det første års tid af sit liv været helt og aldeles rask. Sygt irriterende ind i mellem, men aldrig syg.

Så afsti-afsted mod s-toget. Jeg kom svedende ind af døren og ledte febrilsk efter ungen. Jeg fandt ham i armene på en pædagog. Han var sløv, men ikke døden nær. Heldigvis. Jeg spurgte mig frem – hvordan plejer man at gøre det her? Altså med et sygt barn?

Pædagogerne svarede, at vi lige måtte se tiden an, men at han nok skulle blive hjemme i hvert fald en dag mere, selvom han måske var feberfri næste morgen. Det gjorde vi så. Faren blev hjemme under lavmælte protester – særligt fordi barnet ikke virkede synderligt syg. Altså jo en lille smule, fordi han ikke ville spise noget – men der var gang i ham som sædvanligt.

Vi forsøgte at give ham boller i karry til aftensmad, smoothies og bananer og alt muligt lækkert vi kunne komme i tanke om. Han spiste sin jordbær-smoothie (de små tuber – ikke noget hjemmelavet) og blev lagt i seng.

Der gik en times tid. Så kastede han op første gang. Udover hele sengen. Vi flåede sengetøjet af, vaskede ham og gav ham lidt modermælkserstatning og så i seng igen. Der gik ikke ret lang tid, før han kastede al mælken op igen. Anden sæt sengetøj blev lagt på. Der gik nogle timer, efter vi var faldet i søvn. Så kom den underlige baby-opkast lyd, som mest af alt lyder som om han hælder vand ud af munden. Der er slet ikke den der rallen, som hos voksne. Tredje sæt sengetøj. Nu var det lidt kritisk. Vi havde ikke rigtig mere sengetøj og han ville ikke sove. Jeg sad med ham i armene i en lænestol og håbede på, at han ville falde i søvn her.

Det ville han ikke. Men han kastede op igen. Denne gang var jeg forberedt, så jeg vendte ham, så han kun ramte gulvet (og mig). Smurt ind i mavesyre tørrede jeg ham af igen og lagde ham i sengen. Endelig faldt han i søvn. Kl var blevet 3.

Kl. 5 vågnede han igen. Jeg bad manden om at tage ham. Jeg var uendelig træt. Kl. 6 byttede vi. Jeg besluttede at pakke hund og baby i bilen og for at køre på stranden. Det var jo en meget god tur sådan en dejlig solskinsmorgen, tænkte jeg. Vi havde kun kørt i fem minutter. Så kom den velkendte baby-opkast lyd igen. Nu var autostol, baby og bil smurt ind i mavesyre, som mest bestod af modermælkserstatning. Suk.

Ind på nærmeste parkeringsplads og flå baby ud af tøjet. Han kravlede nøgen rundt på parkeringspladsen (en anelse uansvarligt, ja), mens jeg forsøgte finde en løsning på den manglende tøjsituation. Jeg fik pakket ham ind i en stofble, som stadig var ok tør.  Det er altid mørkest lige før daggry, right? Og jeg trængte altså til en the-bolle og en mathilde-kakao.  Så selvom baby ikke havde tøj på og bilen lugtede surt, så fortsatte jeg morgenturs-projektet.

Det lykkedes. Jeg fandt en bager og fik bakset barnet op i en klapvogn og pakket ham ind i dyner, efter jeg havde tørret ham af med de få vådservietter, jeg havde liggende. Det var faktisk rigtig hyggeligt at gå der og kigge på hunden bade, mens vi spiste the-boller og jeg overvejede, hvordan man får sit barn til at blive rask – og hvordan man får ham passet, når man ikke har flere sygedage tilbage.

Jeg må til at lære fiksfakserierne til, når hverdagen rammer for alvor og der ikke er sommersløvhed på kontoret, som gør at en hjemmearbejdsdag med barn nok går an.

Alle småbørnsforældre taler om det. Livet når barnet starter i institution og bliver syg hvert andet øjeblik. Jeg havde bare sådan håbet, at institutionsstart i sommerferien ville betyde færre børn, færre bakterier og mindre sygdom. Men nu har vi prøvet det. Barnets allerførste sygedag.

Hverdagens helte – pædagogerne

 

Hubert har fået plads i garderoben, og jeg fornemmer, at han har arvet sin mors evne til at få taget dårlige billeder – særligt hvis de skal hænge til offentligt skue i mange år (klassebilleder, pasfoto, billeder på intranettet, you name it. Jeg har ikke et eneste pænt billede i disse fora – have fun Hubert!).

Institutionslivet starter for alvor nu. Og jeg er allerede evigt taknemmelige for vores pædagoger. Hubert smiler stort, når han ser dem og er tydeligt glad for at være sammen med dem. Jeg er helt tryg – og det er rart, at han er god til at danne relationer til nye mennesker.

MEN jeg synes, at det var lidt svært med opstarten. Jeg sad og ventede på pædagogernes initiativ, og de ventede på mit. På sin vis giver begge ting mening. Det er jo mit barn – men deres arbejde. Vi er begge autoriteter ift Hubert. Jeg savnede dog, at der blev taget lidt styring over processen (måske er det en djøf-ting?). Sådan f.eks. lave en plan, som rækker længere end tre timer frem og fortæller mig, hvornår jeg skal gå, og hvem der tager over nu.

Hubert skal vide det, men jeg er også nysgerrig.

Men jeg vil bare sige, hvis en pædagog skulle læse med. Som førstegangsforælder har jeg ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg kører et barn ind på en god måde. Tag mig i hånden! Jeg føler mig ikke kørt over som forælder, så længe I foreslår en proces, som jeg kan sige ja eller nej til. Jeg siger formentlig ja – det er jo jer, der er professionelle.

Vores stue har den hellige treenighed, når det kommer til børneopdragelse: en skrap, en sjov og en struktureret pædagog. Så det skal nok ende rigtig godt, for  jeg kan vældig godt lide dem alle tre. Så det er okay, at Hubert græder lidt, når jeg går. Der er kompetente voksne klar til at tage over. Og de har såmænd allerede lært ham at vinke farvel, drikke af kop og delvist at spise med en ske (sådan cirka).

Det bliver et rigtig godt samarbejde, og jeg glæder mig til at hente Hubert og se, hvordan hans udvikling accelererer af at være sammen med større børn og dygtige pædagoger.

Stort tak til velfærdsstaten!