Tak er overhovedet ikke et fattigt ord

Jeg kammer tit over, når det kommer til at sige – og føle tak, fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg har været til ulejlighed for nogen som helst;

  • Jeg skriver “tusinde tak” til folk, som egentlig bare har sendt noget i docx fremfor pdf.
  • Jeg kalder folk min helt, selvom de bare bringer en pizza ud eller har vist mig, hvor jeg finder vaniljecreme i butikken.
  • Jeg føler mig skyldig, hvis jeg ikke med det samme inviterer folk til middag, hvis jeg har spist hos dem. (Derfor tager jeg også kun sjældent imod tjenester, fordi jeg ikke kan lide at være til besvær og ikke orker at gengælde tjenesten eller holde styr på, hvad jeg “skylder”).

Det er nok, hvad man kan kalde en overstyring. Men jeg knuse-hader, når folk ikke udviser taknemmelighed. Når folk glemmer at sige tak for mad, tak for gaven, tak for hjælpen eller generelt er utaknemmelige over livet.

Det er uopdragent, men hvad værre er – så sender det dårlig energi lige i hovedet på de mennesker,  man er sammen med. Jeg kan gå harmdirrende hjem, hvis jeg har været sammen med folk, som ikke har udvist taknemmelighed.

Forleden hjalp jeg med at tage en opvask efter en komsammen, og det er jeg i forvejen egentlig ikke stor fan af***, og værten sagde ikke tak for hjælpen. Hun havde klart en fornemmelse af, at vi skyldte at hjælpe til.

Jeg er sikker på, at vi kan være uenige om, hvad man skylder hvem hvornår – men selvom man synes at hjælp er rimelig (f.eks. at et pizzabud bringer pizza ud), så skal man stadig sige tak! Det er aldrig okay at undlade at sige tak.

Jeg kan mærke, at selvom jeg måske ikke altid føler mig taknemmelig, så bliver jeg det. Bare det at sige tak for mad af høflighed, minder mig om, at det egentlig er ret skønt, at nogen har taget sig tid til at lave mig et måltid. Også selvom jeg ikke brød mig om maden (ved de ikke, at jeg ikke bryder mig om dild?).

Fra min tid som kassedame, så ved jeg, at utrolig mange kunder glemmer at udvise taknemmelighed udfra devisen, at det er personalets pligt at være flinke. Og det er lort. Der er ikke noget, som kan løfte et menneske gennem en 12 timers vagt til mindsteløn, som søde og taknemmelige kunder. Vi skal sige tak til hinanden. Fordi det er god stil. Fordi det skaber glæde. Fordi det altid kommer godt igen.

Min far har gennem hele min barndom ironisk svaret på vores “tak for hjælpen” med et “tak er kun et fattigt ord – så hellere kontanter”. Jeg ved ikke, hvor den punchline kommer fra, men det er helt forkert.

Tak er et af de dyrebareste ord, vi har. Lad os bruge det noget mere.

Tak, fordi I læste med!

 

 

***Okay, jeg kan ikke lade være med at stikke hånden i hvepsereden. Jeg synes, at når man inviterer folk på middag, så skal man i hovedregel selv lave maden og stå for opvasken. Det er den gave,  man giver sine gæster, at de ikke skal lave de trælse ting.

Det er et system, som selvfølgelig kun virker, hvis vært og gæst har nogenlunde samme overskud og i øvrigt skiftes til at invitere. Jeg har en veninde, som meget oftere end mig inviterer på mad. Her sørger jeg altid for at hjælpe mere med det praktiske og tilbyde at overføre penge for maden.

Der er derfor selvfølgelig undtagelser fra reglen (nybagte forældre, stressramte, syge, gamle, hvis det er en stor sammenkomst etc.). Granted. Jeg hader bare at lave mad og vaske op, når jeg er på besøg hos folk. Jeg hader det. Så vil jeg meget hellere bestille mad, gå ud eller mødes før/efter mad.

Nu kan jeg godt se, at det virker lidt voldsomt at sige, “at jeg ikke kan li’ at være til besvær”, når jeg nærmest kræver, at jeg springer opvasken over. Hvad ved jeg: I’m a puzzle!

10 Replies to “Tak er overhovedet ikke et fattigt ord”

  1. Jeg kan så godt følge dig med det med opvasken. Det er en del af den sociale overenskomst, at man som gæst bidrager med at være gæst og være taknemmelig for indsatsen, mens værten bidrager med arbejdet. Så har man som gæst mulighed for at udvise storsind og tilbyde sin hjælp, hvis man har lyst. Man kan også lade være. Min svigermor bryder konsekvent den kontrakt. En middagsinvitation udfører hun som en slags fællesspisning, hvor samtaler afbrydes for at koste os rundt til diverse opgaver. Det er p…. irriterende.

    1. Årh, hvor er jeg glad for, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Jeg var lidt nervøs for, om det lød meget dovent/flabet. Jeg tænker, at alternativet vel er et “race to the bottom”, hvor man så ikke opvarter sine egne gæster, når de kommer på besøg, så regnestykket alligevel går op. Det ville være ærgerligt. Jeg synes, at det er rigtig dejligt, når mine gæster tilbyder at hjælpe, så føles det endnu bedre at sige “nej, den fikser jeg selv, når I er gået”.

  2. Helt enig! Vi spiste i flere år med en anden småbørnsfamilie hver mandag. På skift hos hinanden. Når det var hos dem satte de os altid i sving med at lave mad og dække bord, hos os havde de altid ærinder de skulle nå inden spisetid, så de kom først når maden stod på bordet, og vi havde passet alle børnene og lavet alt. Endte med at falde ud med dem.

  3. Du har evigt ret i, at tak er et alt for lidt brugt ord. Mange ting ville glide langt nemmere, hvis vi bare sagde tak. Tak for hjælpen, så simpelt er det. Så har man anerkendt hjælpen og dens værdi. Og sandsyneligheden for at man får hjælp igen en anden gang er meget større. Så Tak 🙂

  4. Jeg er enig, jeg vil hverken lave mad eller rydde op når jeg er gæst. Medmindre det er juleaften hos mine forældre eller svigerne, der giver alle en hånd med eller en 2-3 stykker veninder til fælles sammenskudsmiddag hos en veninde.

    Til gengæld så HADER jeg når mine gæster spørger om de skal hjælpe eller begynder at rydde af bordet. De er jo gæster og skal lade sig opvarte (og faktisk også lade mit køkken være).
    Min svigermor vil altid gerne hjælpe, og jeg lader hende fordi hun så synes det er sødt af hende – jeg synes det er møgirriterende. Men man vælger nu engang ikke altid ens familie.

    1. Det er lidt bizart slet ikke at ville lade sig opvarte. Den del jeg godt kan li’ er jo at sige “den fikser jeg, sæt du dig bare ind i sofaen”, hvorefter folk er ekstra taknemmelige. Men hvis det bliver en tovtrækning om, hvem der er bedst/mest opofrende, så kan jeg godt se problemet 🙂

  5. Hørt! Ork, hvor kan jeg kende særligt det med frygten til at være til besvær. Fuck, hvor jeg hader tanken om at være en klods om benet på nogen. Til gengæld siger jeg tak i overmål – for alt. Jeg siger også nogle gange undskyld for noget, som andre gør. En gang stod jeg i en blomsterforretning, og en anden kunde væltede en bakke med planter – gæt hvem der sagde undskyld. Måske jeg lige skal tage en slapper……

    1. Haha…. Det er jo nok kammet over, når man begynder at sige undskyld for andres fejltagelser. Men gad vide, hvorfor man egentlig er så bekymret for at være til besvær. Det må være noget evolutionært ur-menneske-noget. Sådan noget med at være bange for, at flokken beder en om at skride alene ud på savannen og dø. Måske. Det er i hvert fald mere end almindelige høflighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *