Tankemylder #8

  • Selvom jeg er blandt de sidste til at blive vaccineret, så vil jeg gerne sige, at det var en dybt rørende oplevelse at sidde der i venterummet sammen med 100 andre i 30erne, der lige var blevet stukket. Jeg synes, at det er vidunderligt, at alle gør sit til at stoppe den her pandemi. Et sus af kosmopolitisk fællesskab ramte mig lige der.
  • Det kom bag på mig, hvor nas min arm gjorde de næste 36 timer. Men fint fint. Det er en lille pris for friheden.
  • Jeg skal snart have ny cykel, og jeg vil gerne bruge den til at køre til og fra arbejde flere gange om ugen, hvilket er 15 km hver vej. Derfor er jeg i tvivl om, hvorvidt el-cyklen eller citybiken er det rigtige valg. El-cyklen vil klart øge sandsynligheden for, at jeg faktisk får cyklet – også når det regner eller blæser. Men el-cyklen får mig til at føle mig gammel, den koster boksen, er som regel grim og er altid for dyr til, at jeg kan parkere den sorgløst på gaden.
  • Min ældste dreng løber rundt og råber, at “vi vil have wienerbrød og boljsespyt” efter en uges højtlæsning af Karius og Baktus. Der er tydeligvis et behov for en ny version, hvor vi identificerer os lidt mindre med bakterie-troldene og har lidt mere sympati med både tandlæge og Jens.
  • Efter snart to ugers ferie med børn, så er jeg mæt af at navigere i de samme ensformige – men dog evigt tilstedeværende- konflikter. Jeg mener… Skal vi ikke prøve at være sure over noget andet end maden, tandbørstning, sengetiderne, solcreme, tøjvalget, hvilken retning vi går, hvad vi ser i tv…? 2moreweeks.
  • I et forsøg på at komme op for luft og dermed kraftigt reducere sandsynligheden for en familietragedie, fik jeg lov at smutte i en time. Den time blev brugt på mine nye lækre Freedom rulleskøjter. Ahhh….
  • Jeg har altid undret mig over, at folk gad at glo på tynde mennesker på Instagram, som gav dem en følelse af mindreværd. Jeg har dog bemærket, at jeg får nedtur på lidt samme måde af alle de kloge, seje og innovative (kvindelige) iværksætter/kunstner-typer, som fylder i mit feed. Hmm, hvor meget mindreværd skal man acceptere ift. at få inspiration og forbilleder?
  • Jeg vil mægtig gerne blive bedre til at træffe dårlige beslutninger – og lade dem fare. Selvfølgelig ikke bevidst dårlige – men dog kunne acceptere, at fortrydelse er en mulighed. Hvordan øver man sig i at blive mere risikovillig? Kan man overhovedet det eller er den præference hardwired?
  • Jeg kom til at smadre min telefon i en natlig arrigskab – og nu kan jeg ikke finde bloglovin app’en nogle steder til min nye telefon. Jeg troede, at det kun var Huawei – men jeg kører Motorola nu og det er også umuligt. Gode råd modtages gerne!

11 Replies to “Tankemylder #8”

  1. Jeg har hørt, at Bloglovin er lukket (siger man det om en app?) … altså personligt har jeg stadig en velfungerende en af slagsen, men man kan vist ikke downloade den påny, hvis man fx får ny telefon. Anet ikke hvorfor, eller hvad jeg selv gør, den dag min står af. ‍♀️

    1. Åh, det var det jeg frygtede… Årh, det er træls. Jeg synes ikke rigtig, at jeg kan finde nogle alternativer.

  2. Det der med dårlige (mener du spontane? “Følge-sit-hjerte”? Noget tredje?) beslutninger: Har du ikke taget nogle dårlige beslutninger, du kan arbejde lidt med? Hvis du får styr på dem, kan du måske blive mere tilbøjelig til at tage dem i fremtiden – det forestiller jeg mig i hvert fald. Jeg tænker sådan noget med at tænke nysgerrigt og empatisk på den person, du selv var, da du tog dem – det øver jeg mig i hvert fald selv på. Måske er der simpelthen også forskel på, hvordan folk ser på livet og skæbnen. Er livet et resultat af hårdt arbejde og gennemtænkte valg, eller sker der bare mere eller mindre tilfældige ting for mig, mens jeg roder rundt på gulvet og prøver at regne ud, hvad der foregår. Jeg har på fornemmelsen, at de to typer af mennesker har ret svært ved at forstå hinanden og at det måske er umuligt at blive fundamentalt anderledes, end man nu engang er. Hvis du er god til de velovervejede beslutninger, er det da en fantastisk egenskab!

    1. Hej Marie! Med dårlige beslutninger så tænker jeg egentlig bare på beslutninger, som ikke fik det udfald, som jeg havde håbet på. Jeg synes, at jeg bruger meget tid på at træffe selv banale beslutninger i et forsøg på at optimere dem. Det er nærest en besættelse, fordi jeg har svært ved at “tilgive”/slippe dårlige beslutninger. jeg har selvfølgelig truffet dårlige beslutninger i mit liv, men det er ikke så mange faktisk. Jeg bliver lidt en bænkevarmer, fordi jeg er bekymret for, at beslutningen er dårlig. Så er det bedre ikke at gøre noget.

      Så jeg vil egentlig gerne blive bedre til at træffe hurtigere beslutninger og så slutte fred med, at det ikke altid ender perfekt/godt. Sådan ægte. Trække på skuldrene og ikke tænker mere over det… Det misunder jeg virkelig folk, som kan det. Jeg samler mere til bunke og synes, at det er belæg for, at jeg heller ikke skal følge mine instinkter en anden gang.

      Men at være nysgerrig og empatisk over for sig selv, er nok vejen derhne. Det tror jeg, at du har ret i. Det er bare svært helt lavpraktisk at få sin hjerne til at tale pænt om fortidige selvs dårlige dømmekraft. Men man må vel kunne øve sig i det.

  3. Jeg bruger bloglovin i browseren og lever med, at den fejler ofte, så man er nødt til at genindlæse siden.
    På en anden blog anbefalede en bruger feedly, men jeg har ikke rigtigt fået afprøvet om den dur.

    1. aha… Jeg tjekker Feedly ud. Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor Bloglovin ikke bliver vedligeholdt. Men det er sikkert over min paygrade 😉

  4. Efter at have fået ny telefon opdagede jeg også at bloglovin er død – er hoppet på Feedly, som fungerer ganske udemærket. Dog kan jeg læse alle indlæg i deres fulde længde i selve app’en uden at gå videre til bloggen. Jeg tror det betyder, at I bloggere ikke får trafikken, hvorfor jeg lige skal være opmærksom på, at trykke på ‘visit website’ så I ikke bliver snydt.

    Jeg har de sidste fem år dagligt pendlet 25 km på cykel (altså 25 km i alt – er almindelig dødelig) Jeg har være forbi forskellige løsninger (dog ikke el) og den ubetinget bedste og hurtigste løsning er en let 1-gears cykel, hvor tandhjulene, har den rigtige størrelse, så der kommer ordentligt tråd. Fordelen ved ikke at have gear er, at der ikke er så meget vedligeholdelse og er cyklen let, går det stærkt. Blot en idé til dine overvejelser.

    1. Aha… Det er interessant. Jeg må tjekke det ud. Det er faktisk mest for, at jeg selv får læst blogs. Det er med til at holde mig ved ilden – plus det er rart at kunne følge med i, at nogle læser ens opslag. Sådan med det samme.

      Jeg har slet ikke overvejet en “fixie” (er det ikke det man kalder det?), det må jeg lige få testet af. tak for fif 🙂

      1. Lige en lille note: På en Fixie er bagnavet fast, dvs pedalerne kører rundt, så snart hjulet kører rundt – det gør, at man kan kører ret hurtigt, men samtidig også, at man skal arbejde imod pedalerne, hvis man ønsker at sænke farten. Det er for meget for min motorik, så jeg har blot en cykel uden gear, en singlespeed. Og det var så alt fra den store cykel-encyklopædi for nu

  5. Lige en lille note: På en Fixie er bagnavet fast, dvs pedalerne kører rundt, så snart hjulet kører rundt – det gør, at man kan kører ret hurtigt, men samtidig også, at man skal arbejde imod pedalerne, hvis man ønsker at sænke farten. Det er for meget for min motorik, så jeg har blot en cykel uden gear, en singlespeed. Og det var så alt fra den store cykel-encyklopædi for nu

Skriv et svar til NH Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *