Transport-etapen

man holding classical guitar

Weekenderne er ikke det samme, som de har været.

De starter før seks. Det gør alle dage. Men det gør lidt ekstra ondt en søndag.

Jeg tager til bageren ikke bare for at fylde maven med blødt brød, men i højere grad for at have en undskyldning for at køre 15 minutter hver vej, så jeg kan nyde, at mine børn er spændt fast i bilen og ikke er i stand til at lave unoder.

Vores aktiviteter er centreret omkring at holde os på benene. For hvis vi først sidder i sofaen og bilder os selv ind, at det her er tiden, hvor man slapper af efter en lang uge, så opstår problemerne. Den store diskrepans mellem virkelighed og ideal bliver ubærlig.

Nej, weekenden i børnefamilien er at betegne som en transportetape, hvor alt man laver er under devisen “så gik der tid med det”.

Som regel har jeg accepteret min skæbne og forsøger at finde fornøjelse i at stå i en time på legepladsen i regnvejr, at stable legoklodser i timevis eller købe ind med børn, der konstant er ved at rasere butikken/stikke af.

Jeg hygger mig selvfølgelig ind i mellem, men det er jo ikke halve timer med harmoni to børn kan tilbyde. Jeg vil tro, at 5-7 minutter er max, hvor der er ro på og ingen er ved at komme alvorligt til skade/slå den anden ihjel. Der er jeg til gengæld også virkelig lykkelig.

Så er der de andre øjeblikke. Dem der hvor man spyr ild og “taler med store bogstaver”. Hvor man flipper skrot, fordi man har brugt alt sin energi på at lave madpakker og få folk i flyverdragter ud til et naturskønt område bare for at se begge børn gå i spagat og græde som sindssyge. Hvor man installerer dem med hver deres smartphone i klapvognen, som spiller henholdsvis Popsi og Krelle og Spiderman på max volume (for om ikke andet, så overdøver det gråden). Alt i mens man forsøger at spankulere upåvirket videre.

Det er i de øjeblikke, hvor man forstår, hvorfor Dan Turell sagde:

“Mest af alt holder jeg af hverdagen”

12 Replies to “Transport-etapen”

  1. Haha, åh jeg relaterer så hårdt! Som højgravid på barsel føles hverdagene faktisk af og til lidt weekend-før-børn-agtige, hvilket på en eller anden måde gør weekenderne med en crazy treårig endnu hårdere. Lad os bare sige, at jeg var upassende begejstret, da jeg vinkede farvel her for et par timer siden “hej heeeej, RIGTIG god dag i børnehaven, skat!”

    1. hahaha.. Ja, treårige er vanvittige. Jeg synes, at det må være at betegne, som en helt og aldeles passende begejstring. God vind med fødsel og to børn. Det bliver fedt. Og hårdt. Og dejligt 🙂

    1. HVER OG EN? Jeg synes nogle gange, at hvis man er til familiefødselsdag og der er kage, og bedsteforældre, der tager sig af børnene, så hjælper det lidt på det. Men det sker ikke tit nok!

  2. Som min mand sagde søndag aften efter en dag fyldt med konflikter, indebrændthed (fordi man helst ikke vil skændes foran børnene, som er halvandet og 2 1/2), gråd, råben, helvedes ture i bilen, opgivenhed, nedsmeltninger, følelsen af at være en lorteforældre, som skader sine børn med manglende guiden i følelsesregulering, når man ikke kan rumme dagens 20. nedbrud over en juicebrik/kjole/chokolade/myre og bare gennemgribende afmagt, når man kigger på uret og klokken kun er 8.30, 11.45, 13.20, 13.45… – “om fem dagen skal vi gøre det igen”. Jeg kiggede bare på ham , lod en tåre trille og gik i seng.

    1. åh, gud en genkendelse. Det var nok også bare det klogeste. og man kan jo glæde sig over fordelingen 5:2 og over, at man ikke er hjemmegående. Corona må for guds skyld ikke lukke daginstitutionerne. Så går det helt galt herhjemme.

  3. Jeps. Sådan er det :-/ Hvis det er nogen trøst bliver det bedre når den yngste er ca 3,5 år. Jeg husker det som om det var der weekenderne begyndte at være en anelse mere afslappende end hverdagene. Så fik jeg nr 3, da nr 2 var 4 år….Men det var stadig bedre end da jeg havde tp på 3 og 1. Så hold ud!

    1. Det er godt at høre, at der er lys forrude – selvom 2,5 år er lidt lang tid at vente 😉 Men jeg hører dig sige, at det ikke var så slemt med nr. 3?

      1. Well…Han er 2 nu og er relativt nem (men stadig en 2 årig). Det der gør det bedre er at de 2 store er 6 og 8 og de kan hjælpe lidt og er ellers bare ikke helt så nedsmeltnings agtige – og det er lettere når man kun har en af dem af gangen. Og måske det allerede blev bedre da nr 2 blev 3 …- men altså heller ikke før :-/

  4. Jeg orker ikke at tage afsted, når jeg er alene med dem. Så må de slås herhjemme mens jeg bander og drikker for meget kaffe. Børn 2, 2 og 5 år. Mit råd er mere skærm og mere kiks, mens vi venter på, at de bliver ældre…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *