With great power comes great responsiblity

woman in wonder-woman bikini walks on sea waves

Efter en uge med ‘barn syg’ og nu en weekend med ‘far syg’ er jeg ved at være træt. Jeg falder om på sofaen om aftenen helt drænet for energi og med en akut omgang selvmedlidenhed.

Jeg ved ikke, om vi er det eneste par, som bruger uforholdsmæssig meget tid på at diskutere ‘hvem det er mest synd for’. Men det er en af mine yndlingsdiscipliner herhjemme, for jeg føler, at jeg er den evigt forbigået moralske vinder af titlen, men det er sjældent mig, som får præmien i omsorg udbetalt.

Det er min oplevelse, at det som regel er mig, der tager ungen om natten, og givet at han er hysterisk morsyg for tiden, så er det også meget mig, der tager ham mest om dagen. Når far så er syg eller på arbejde, så tipper det fuldstændigt over, fordi det så også mig, der rydder op, køber ind og laver mad.

Ja, I kan godt mærke, at jeg ikke for alvor er kommet over min egen selvmedlidenhed endnu. Men jeg arbejder på det. For jeg kom i tanke om noget:

Spiderman og alle andre superhelte skal tage et større ansvar end alle andre, fordi de er stærkere end alle andre. Man ser ikke Superman surmule over, at det altid er ham, der skal redde menneskeheden, vel? På samme måde er man i familieenheden nødt til at trække det læs, man kan. Ikke kun halvdelen af det.

Uden at generalisere eller overdrive alt for meget, så vil jeg påstå, at mødre verden over har et skæbnefællesskab med superheltene. De trækker (langt) mere end halvdelen af læsset og de ofrer oftere en del af deres egen lykke for at få familien til at lykkes. De gør det ikke, fordi de er særlig noble væsener, men fordi det er dem, der kan. De har kræfterne!

Så selvom min mand ikke altid trækker halvdelen af læsset, så er det okay. Det handler ikke om lighed, men om fairness. Den med de bredeste skuldre bærer den tungeste byrde. Nogle gange er det ham – andre gange *host*oftest*host* er det mig

Det gør det lettere at stå op om natten, når jeg i stedet for at tænke, at jeg er et naivt offer for patriarkatet (og drenges håbeløse helbred) i stedet tænker, at jeg er en bomstærk Wonder Woman klar til kamp for verdensfreden***.

 

 

***Af hensyn til netop verdensfreden, må jeg hellere notere, at det altså ikke altid er SÅ synd for mig, som tilkendegivet i dette indlæg. Men nu har de altså været syge længe.

 

2 kommentarer til “With great power comes great responsiblity”

  1. Hvis I bruger lang tid på at diskutere, hvem det er mest synd for, vil jeg på det kraftigste anbefale at få nogle flere børn. Helst hurtigt efter hinanden og/eller tvillinger. Når der er tilpas mange opgaver og børn der skal hjælpes/trøstes/tørres røv på, er der til sidst ikke tid til at diskutere. Der er ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget, ik?

    1. Hahaha… Det er et helt fantastisk råd. Også lidt overraskende må jeg sige. Troede altid der var tid til at pive

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *