You’re not working class

Billedresultat for lady bird i wanna go

Jeg har lige været inde og se ‘Lady Bird’, som er en historie om Christine, der gerne vil være noget i verden og prøver på sin egen særprægede måde at undslippe sit klassetilhørsforhold. Så hun starter med at døbe sig selv “Lady Bird” og tvinge alle – herunder sin mor – til at tiltale hende ved det navn.

Hendes lidt krøllede tilgang til livet, får vi allerede fra første scene, hvor hun kaster sig ud af en bil i fart og brækker armen, fordi hendes mor provokerer hende.

Tonen i filmen er på én gang let og tung. Morsom og tragisk. Opløftende og nedslående. Jeg kunne godt relatere til følelsen af ikke at være fin nok – forjeg oplever stadig ind i mellem at føle, at jeg skal gå rundt med mennesker, som er betydeligt mere kultiverede end jeg, og jeg føler mig aldrig godt tilpas i det selskab.

Det er den samme erkendelse, som Lady Bird gør sig. Hun prøver at passe ind på det private katolske gymnasium og på at gå efter at blive noget større, men kæmper med at være sig selv i den kontekst. Så hun skal finde balancen mellem at være sig selv og kunne løfte sig selv (og familien) ud af fattigdom.

Det dejlige ved denne film er, at den er fyldt af kærlighed og omsorg, selvom de kan være pakkede ind i tåbelige skænderier. Som bunder i en mor, der har ambitioner på datterens vegne og en datter, der føler, at hun ikke altid kan leve op til dem.  Og i virkeligheden også omvendt. Moderen føler sig heller ikke tilstrækkelig, selvom hun har to jobs og gør alt, hvad der står i hendes magt for, at familien får et godt liv.

Billedresultat for lady bird i wanna go

Lady Bird får et par kæreste den ene respekterer hende for meget til at rage hende på brysterne. Den anden er så intellektuel, at han ikke kan få sin næse ud af fine franske værker og tage del i almindelige menneskers problemer, tanker og følelser. Det er under hans niveau.

Lady Bird gennemskuer bullshit og har ikke tid til dumme drenge.  Det er virkelig sjovt, men der er også alle de hårde ting ved at blive voksen. At prøve at få cool venner – men finde ud af at de knap så cool venner, alligevel er der hvor man har mest plads til at være sig selv – det er næsten en universel teenage-oplevelse (tror jeg da?!).

Jeg sad som seer og følte dyb sympati og fællesskab med denne historie. En working class hero på en måde. Men som der stod på toilettet på den bar, jeg var på efterfølgende “You’re not working class”. Skriften på toiletvæggen har ret.

Når man betaler 300 kr. for en øl og en burger, så er man ikke arbejderklasse…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *